AVIZ

Zelenskyj er tavs om dødsmelding af russisk flådechef

Zelenskyj er tavs om dødsmelding af russisk flådechef

Det spørgsmål blev ikke opklaret torsdag, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ellers holdt fælles pressemøde med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, under dennes besøg i Ukraine.

Mandag hævdede ukrainske specialstyrker, at Viktor Sokolov var blandt de døde i et angreb mod flådens hovedkvarter på halvøen Krim. Angrebet skete i sidste uge.

– 34 officerer blev dræbt, herunder den øverstkommanderende for sortehavsflåden. 105 andre besættere blev såret, skrev specialstyrkerne mandag på flere sociale medier.

Men tirsdag offentliggjorde Ruslands forsvarsministerium billeder og video af Sokolov. Her ses han deltage i et videomøde. Ministeriet hævder, at mødet fandt sted tirsdag. Dagen efter Ukraines dødsmelding.

Direkte adspurgt, om Sokolov er død eller levende, siger Zelenskyj:

– Jeg vil spørge vores myndigheder om det.

I den otte minutter lange video, som det russiske forsvarsministerium har delt, kan Sokolov ses flere gange, uden at han taler.

I videoen optræder også Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu. Han hævder ifølge Reuters i videoen, at over 17.000 ukrainske soldater er blevet dræbt i september.

– De væbnede ukrainske styrker lider enorme tab langs hele frontlinjen, siger han.

– USA og dets allierede fortsætter med at sende våben til Ukraines væbnede styrker, og Kyiv-regimet kaster utrænede soldater ud i et blodbad af meningsløse angreb, fortsætter Sjojgu.

Han hævder, at den ukrainske modoffensiv indtil videre ikke har ført til nogen resultater. Det billede blev dog torsdag modsagt af Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Under et besøg i Ukraine fastslog Stoltenberg torsdag, at Ukraine tværtimod gør fremskridt over for de russiske invasionsstyrker.

– Ukraines styrker er involveret i hårde kampe, men de gør fremskridt. Hver meter, Ukraine tager, er en meter, som Rusland taber.

– Vi ser også en stor kontrast mellem kombattanterne. Ukrainerne kæmper for deres land, deres familier, deres fremtid. Rusland kæmper for imperiale illusioner, siger Jens Stoltenberg.

Angrebet på flådehovedkvarteret i Sevastopol på Krim har vakt stor opsigt. Der har været flere angreb mod havnebyen i løbet af de seneste måneder, hvilket understøtter billedet af, at de russiske styrker er blevet sat under pres af Ukraine.

/ritzau/

Andre læser også