AVIZ

Medier: Mistænkt yacht besøgte Bornholm før Nord Stream-sprængning

Gas bubbles from the Nord Stream 2 leak reaching surface of the Baltic sea in the area shows disturbance of well over one kilometer diameter near Bornholm

Det viser en fælles afdækning, som de tyske medier Süddeutsche Zeitung, NDR og WDR står bag. Det skriver DR.

Ifølge medierne lagde yachten til på Christiansø to gange og en enkelt gang på Bornholm.

Det har før været fremme, at en mistænkt yacht lagde til på Christiansø en enkelt gang. Men stop nummer to og besøget på Bornholm er nye informationer, skriver Süddeutsche Zeitung.

Medierne har ikke overblik over, hvad der er sket i de enkelte havne, lyder det videre.

Afdækningen bygger både på efterretningskilder, øjenvidner og personer med kendskab til sagen, skriver DR.

Der er tale om anonyme kilder.

Der har været mange teorier om, hvem der kan have stået bag sprængningerne af gasrørledninger, der fandt sted for et år siden.

Flere ting peger dog ifølge de tyske medier på, at det var en ukrainsk besætning, som var om bord på yachten.

Den teori bakkes op af spor fra betalinger, telefonnumre og pasfotos, lyder det.

Derudover har et anonymt øjenvidne, hvis båd lå tæt på yachten, fortalt medierne, at besætningen talte ukrainsk.

I Danmark har politiet gang i sin egen efterforskning af sagen. Men danske efterforskere har ikke holdt befolkningen opdateret på eventuelle fremskridt.

Og sådan bliver det ved med at være. I hvert fald mens efterforskningen fortsat står på, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til DR.

– I Danmark har vi vores egen efterforskning, og det er en efterforskning, der bliver varetaget af Politiets Efterretningstjeneste og Københavns Politi, siger ministeren.

– Så længe den efterforskning er i gang, kommer hverken jeg eller vores myndigheder til at sige mere om, hvad det er, man finder frem til.

Både Danmark, Sverige og Tyskland er i gang med nationale undersøgelser af sabotagen.

Fra både svensk og tysk side lyder det, at der snart vil være resultater at fremvise.

/ritzau/

Andre læser også