AVIZ

M-gruppeformand vil ikke være moderat i kommunalpolitik

Moderaterne holder pressemøde ved sommergruppemøde

Partiprofilen er ellers medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune.

Men han agter at fortsætte for lokallisten Tønder Listen i stedet for at iklæde sig Moderaternes farver.

– Tønder Listen i Tønder Kommune har ikke nogen planer om at gå over og blive Moderaterne, uddyber Henrik Frandsen tirsdag.

– Og da jeg jo er valgt ind for Tønder Listen og er medstifter, så vælger jeg at blive siddende i kommunalbestyrelsen for Tønder Listen.

Det er endnu ikke besluttet, om Moderaterne ved næste kommunalvalg i 2025 stiller op i Tønder Kommune, forklarer Henrik Frandsen.

– Det er selvfølgelig et kæmpestort dilemma for mig, hvis Moderaterne stiller op. Så er det jo lidt vanskeligt at stille op for Tønder Listen samtidig, erkender han.

Det samme har Tønder Listens formand, Anita Uggerholt Eriksen, konkluderet til JydskeVestkysten i marts.

– Selvfølgelig er det en svær situation for Henrik Frandsen, hvis Moderaterne stiller op, og han sidder med et mandat for Tønder Listen. Og stiller Moderaterne op, så kan han jo ikke stille op for Tønder Listen, det er klart, sagde Anita Uggerholt Eriksen til lokalavisen.

Men det er dog ikke sikkert, at Henrik Frandsen, der er tidligere borgmester i kommunen for Venstre, overhovedet stiller op igen.

– Det er helt åbent endnu. Det, jeg lover, er, at jeg i god tid inden kommunalvalget melder ud, hvad mine planer er, siger han.

De 13 første medlemmer for Moderaterne i landets byråd og kommunalbestyrelser er alle ligesom Henrik Frandsen valgt for et andet parti eller lokalliste.

Men selv om han selv vælger at blive for den lokalliste, han blev valgt for, er Henrik Frandsen “overhovedet ikke” imod, at de 13 andre har skiftet parti.

– Jeg har stor respekt for, at de har valgt at gøre det. Der kan være sket mange ting lokalt, der gør det. Jeg har selv prøvet at skifte parti også, da jeg sprang ud af Venstre og etablerede Tønder Listen. Det har altid sine gode forklaringer, når man gør det.

Som borgmester for Venstre i Tønder blev Henrik Frandsen i 2020 vraget af sit parti som borgmesterkandidat

Herefter stiftede han Tønder Listen og blev kommunens store stemmesluger ved valget i 2021. Men han kunne ikke fortsætte som borgmester, da et flertal i kommunalbestyrelsen pegede på en anden.

/ritzau/

Andre læser også