AVIZ

Antarktis’ ishav sætter bundrekord for vinterisdække

FILE PHOTO: On board the Antarctic expedition that reveals dramatic penguin decline

Det konkluderer USA’s Nationale Center for Sne- og Isdata (NSIDC), der har set på satellitbilleder af Ishavet omkring Sydpolen.

Satellitbillederne er taget i løbet af det, der har været sommerhalvåret i Danmark, men vinterhalvåret på den sydlige halvkugle, hvor Antarktis ligger.

I løbet af vinterhalvåret var det højest målte niveau af isdække den 10. september, hvor isen dækkede 16,96 millioner kvadratkilometer.

– Det er med længder den laveste maksværdi af havis mellem 1979 og 2023, lyder det i en udtalelse fra NSIDC.

Mængden af is i havet når typisk sine højder i vinterhalvårets koldeste måneder, så målingen fra 10. september forbliver formentlig det højeste niveau under vinterhalvåret 2023.

I vinterhalvåret 2023 var isens overfladeareal 1,03 millioner kvadratkilometer lavere end det hidtil laveste niveau – hvad der svarer til et område på størrelse med Egypten.

– Det smadrer fuldstændig rekorden for lavpunktet for is i Antarktis, siger Walt Meier, som forsker ved NSIDC.

I februar, som er den varmeste måned i den sydlige halvkugles sommerhalvår, nåede isens overfladeareal helt ned på 1,79 millioner kvadratkilometer. Det er også et rekordlavt tal, oplyser NSIDC.

Det næstlaveste niveau blev set i 1986, da det højeste niveau af isdække i vinterhalvåret var på 17,99 millioner kvadratkilometer. År nummer tre på listen var 2002, mens nummer fire var 2017.

Set over hele spændet fra 1979 til 2023 er faldet i maksværdien for isdække i vinterhalvåret kun faldet med 0,1 procent, skriver NSIDC.

– Og dog, siden august 2016 har trendlinjen for det antarktiske havisdække taget et skarpt dyk over næsten samtlige måneder, skriver forskningscentret.

– Det meste forskning antyder, at det er temperaturændringer i vandet omkring havoverfladen, som er skyld i den langsomme vækst over de seneste måneder.

NSIDC hører hjemme på det amerikanske universitet University of Colorado Boulder. Satellitbillederne, som forskningscentret bruger, leveres af den amerikanske rumfartsadministration Nasa.

/ritzau/AFP

Andre læser også