Mindst 4850 personer fra området – som Aserbajdsjan sidste uge tog kontrol over med en lynoffensiv – har krydset grænsen til Armenien.
Det fremgår af en udtalelse fra Armeniens regering med en status klokken 10.00 dansk tid mandag.
Nagorno-Karabakh ligger i Aserbajdsjan, men blev i tre årtier kontrolleret af etniske armeniere.
Den armenske ledelse i regionen siger, at de 120.000 armeniere i regionen ikke længere vil bo i en del af Aserbajdsjan.
De frygter forfølgelse og etnisk udrensning og stoler ikke på Aserbajdsjans løfter om, at deres sikkerhed er garanteret.
I Karabakh-hovedstaden, der kaldes Stepanakert af armeniere og Khankendi af Aserbajdsjan, er et stort antal folk ved at læsse deres ejendele på busser og lastbiler. De har sat kursen mod Armenien.
Flygtningene, som ankommer til Armenien, tror ikke længere på Nagorno-Karabakhs fremtid som en udbryderregion i Aserbajdsjan.
– Ingen kommer tilbage – det var det, siger Anna Agopyan, som er nået frem til grænsebyen Goris i Armenien.
– Diskussionen om Karabakh er ovre nu – for bestandig tror jeg.
Srbuhi, som har tre børn og er nået frem til Armenien, græder, mens hun holder sin datter.
– Jeg efterlod alt der, siger hun.
Den armenske regering har forberedt sig på tusindvis af flygtninge.
Nagorno-Karabakh er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan. Men den har været kontrolleret af etniske armeniere med støtte fra Armenien siden 1994.
De to lande har været i krig over Nagorno-Karabakh to gange. Første gang var i begyndelsen af 1990’erne. Anden gang i 2020.
En aftale fra efteråret i 2020 satte en stopper for seks ugers kampe om udbryderregionen.
/ritzau/Reuters
Andre læser også