AVIZ

Tidligere Wagner-fører er blevet løsladt i Norge

FILE PHOTO: Andrej Medvedev appears in court

Det oplyser operationsleder i Finnmark Bjørn Tormod ifølge NRK.

Konkret har Bjørn Tormod sagt, at personen, der blev pågrebet fredag, er blevet løsladt lørdag eftermiddag.

Operationslederen har ikke sat navn på den løsladte person, men ifølge NRK er der tale om Andrej Medvedev.

Ingen er blevet sigtet i forbindelse med sagen.

At krydse grænsen fra Norge til Rusland er kun lovligt bestemte steder på strækningen. Det er forbudt at krydse uden for grænsekontrollen.

Andrej Medvedev flygtede til Norge fra Rusland i januar.

Han sagde dengang, at han søgte asyl i Norge, fordi han frygtede for sit liv efter at have været vidne til drab og mishandling af russiske soldater, der var blevet rekrutteret af Wagner-gruppen for at kæmpe i Ukraine.

I maj udtalte Andrej Medvedev i en video på YouTube, at han ville tilbage til Rusland.

– Jeg håbede, at jeg kunne finde fred og ro her; at jeg kunne forlade politik, krigen, hæren. Men det har jeg af en eller anden grund ikke været i stand til, lød det blandt andet.

I forbindelse med Andrej Medvedevs anholdelse fredag har hans advokat, Brynjulf Risnes, udtalt, at der er tale om en misforståelse.

Han fortæller nyhedsbureauet Reuters, at den tidligere Wagner-hærfører var i Sør-Varanger for at se, om han kunne finde det sted, hvor han krydsede grænsen til Norge i januar.

– Han var aldrig nær grænsen. Det var aldrig hans intention at rejse over grænsen til Rusland, lyder det fra Brynjulf Risnes.

I april blev Andrej Medvedev i Oslo fundet skyldig i at have været involveret i et barslagsmål og for på ulovlig vis at have været i besiddelse af en luftpistol.

Da han flygtede fra Rusland til Norge, trak hans historie overskrifter verden rundt som et eksempel på en, der i modstand mod Ruslands invasion af Ukraine var flygtet til Vesten.

Andrej Medvedev har fortalt, hvordan han dengang krydsede pigtrådshegn og undveg en grænsepatrulje med hunde, der skød mod ham, da han løb gennem en skov og over en tilfrosset flod.

/ritzau/

Andre læser også