AVIZ

Politiet skærper kontrol af cyklister og knallertkørere

Cyklister og fodgængere i gadebilledet en tidlig morgen

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse søndag.

Der vil primært være fokus på cyklister og knallertkørere, lyder det.

Blandt hyppige forseelser finder man cyklister, der kører over for rødt, eller som kører på fortove og i fodgængerfelter.

Hos knallertkørere er det blandt andet udbredelsen af ulovlige knallerter, der udgør en risiko. De kan ofte køre stærkere, end loven tillader. Det udgør en risiko for både føreren og for andre i trafikken, skriver Rigspolitiet.

Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets koncernkommunikation, uddyber over for Ritzau den planlagte indsats.

– Vi kommer til at lave en masse fysiske kontroller ude i trafikken, hvor vi kigger på, om cyklister, fodgængere og knallertkørere følger færdselsloven.

– Det gør vi, fordi vi kan se, at der er rigtigt mange, der kommer til skade i trafikken.

Særligt de bløde trafikanter er udsatte, når der opstår farlige situationer. Således var knap 40 procent af de trafikdræbte i 2022 netop bløde trafikanter, siger Christian Berthelsen.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at 28 fodgængere, 23 cyklister og 9 knallertkørere mistede livet i trafikulykker i 2022.

Samme år kom 407 fodgængere og 833 cyklister til skade i trafikken.

I en del af de mange ulykker var risikobetonet adfærd hos de bløde trafikanter en del af grunden til, at ulykken skete, skriver Rigspolitiet.

Der oplyses ikke, hvor stor en procentdel det gælder.

Ifølge Christian Berthelsen er der er tale om en udbredt problematik.

– Vi ser for eksempel mange fodgængere, som er fuldstændigt ligeglade med rødt lys og bare krydser vejen, når det passer dem, siger han.

Gør man det, risikerer man desuden at få en en bøde på 700 kroner. Er man cyklist, skal man af med 1000 kroner.

Kører man på cykel på et fortov eller i et fodgængerfelt, udløser det også en bøde.

Christian Berthelsen understreger, at politiets indsats ikke er økonomisk motiveret.

– Vi gør ikke det her, for at der skal ryge nogle penge i statskassen. Vi gør det simpelthen, fordi det er en nødvendighed. Trafikanter skal forstå, at man skal overholde færdselsloven, ellers kommer der en form for sanktion.

Der er tale om en landsdækkende indsats. På tværs af politikredse vil man dog kunne opleve forskelle i, hvor stor indsatsen er.

Det skyldes, at nogle kredse i forvejen har mange opgaver og derfor er nødt til at prioritere deres ressourcer, siger Christian Berthelsen.

/ritzau/

Andre læser også