Det sker ud fra mistanke om, at han på ulovlig vis har forsøgt at krydse landets grænse til Rusland.
Det oplyser Andrej Medvedevs advokat, skriver mediet NBC.
Norsk politi meddelte sent fredag aften, at en mand i tyverne var blevet tilbageholdt for forsøg på en ulovlig grænsekrydsning til Rusland.
De afviste dog at sætte navn på manden.
At krydse grænsen fra Norge til Rusland er kun lovligt bestemte steder på strækningen, og det er forbudt at krydse udenfor grænsekontrollen.
I januar flygtede Andrej Medvedev til Norge fra Rusland via den samme arktiske grænse.
Dengang sagde han, at han søgte asyl i Norge, fordi han frygtede for sit liv efter at have været vidne til drab og mishandling af russiske soldater, der var blevet rekrutteret af Wagner for at kæmpe i Ukraine.
Senere på året – i maj måned – udtalte han i en video lagt på YouTube, at han igen ville vende hjem til Rusland.
– Jeg håbede, at jeg kunne finde fred og ro her; at jeg kunne forlade politik, krigen, hæren. Men det har jeg af en eller anden grund ikke været i stand til, lød det blandt andet.
Men ifølge den tidligere hærførers advokat er der tale om en misforståelse, da Medvedev denne uge blev anholdt for forsøg på at krydse til Rusland. Det siger han til Reuters.
– Han var deroppe for at se, om han kunne finde det sted, hvor han krydsede (fra Rusland i januar red.) Han blev stoppet, da han var i en taxa.
– Han var aldrig nær grænsen. Det var aldrig hans intention at rejse over grænsen til Rusland, siger den norske advokat Brynjulf Risnes.
Ifølge NBC siger advokaten, at Medvedev har ret til at vende hjem til Rusland, hvis han vil, men at “en masse ændringer skal laves”, for at det bliver en sikker hjemkomst.
I april blev Andrej Medvedev i Oslo fundet skyldig i at have været involveret i et barslagsmål og for på ulovlig vis at have været i besiddelse af en luftpistol.
Da han i januar flygtede fra Rusland til Norge trak hans historie overskrifter verden rundt som et eksempel på en, der i modstand mod Ruslands invasion af Ukraine var flygtet til Vesten.
Han har fortalt, hvordan han dengang krydsede pigtrådshegn og undveg en grænsepatrulje med hunde, der skød mod ham, da han løb gennem en skov og over en tilfrosset flod.
/ritzau/
Andre læser også