AVIZ

Mette F.: Uden stærk arbejdsmoral holder vores velfærdsmodel ikke

Socialdemokratiet holder årsmøde

Og konsekvenserne, hvis udfordringen ikke løses, kan blive meget store, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

I sin formandstale på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg lørdag omtaler hun en kontrakt, som hun kalder “den danske ligning i al sin enkelthed”.

– Alle, der kan arbejde, skal arbejde, siger Mette Frederiksen og varsler, at det næste, hun vil sige, kan lyde hårdt:

– Men hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, så holder vores velfærdsmodel ikke.

Og allerede inden dette punkt i talen havde hun også varslet, at hun “ikke vinder en popularitetskonkurrence på det næste, hun vil sige”.

– Udfordringen er ikke, at vi danskere har vendt velfærdssamfundet ryggen. Udfordringen er snarere, at vi mangler medarbejdere til at realisere vores politiske drømme, siger Mette Frederiksen i tale.

Derfor handler det “også om løn” for at løse udfordringen, siger hun med henvisning til regeringens varslede lønløft til visse grupper af offentlige ansatte.

Mette Frederiksen slår i sin tale fast, at hendes budskab ikke er en kritik af eksempelvis børnefamilier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Men der skal gøres en politisk indsats, for at flere løfter deres “del af ansvaret for fællesskabet”.

Det skal ske gennem eksempelvis arbejdspligt for dem i kontanthjælpssystemet med et integrationsbehov, bedre arbejdsmiljø og mindsket sygefravær, samt at det skal være mere attraktivt at gå op tid.

Det er ikke første gang, at Socialdemokratiet lufter bekymring for borgernes arbejdsmoral.

Politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen varslede i august til Jyllands-Posten “voldsomme konsekvenser”, hvis danskerne fortsætter med at arbejde mindre.

– Vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og tale om, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når nogen vælger at lade være med at arbejde, selv om man kan. For konsekvensen er, at så vil vi ikke længere have verdens bedste velfærdssamfund, sagde Christian Rabjerg Madsen til avisen.

/ritzau/

Andre læser også