Et opslag på hendes instagramprofil fik ifølge det tyske nyhedsbureau dpa forleden hendes fans til at styrte mod hjemmesiden vote.org, hvor man kan indregistrere sig til at stemme ved præsidentvalget.
I USA er det på nær meget få tilfælde påkrævet at indregistrere sig som vælger for at stemme i føderale valg.
Tirsdag var det National Vælgerregistreringsdag, hvor vælgere opfordres til at registrere sig til at stemme.
Vote.org’s administrerende direktør, Andrea Hailey, skriver på det sociale medie X, at “denne generations ivrighed efter at deltage er en gamechanger”.
– Vil I høre noget endnu vildere? Vi så en stigning på 849 procent sammenlignet med 2021, skriver hun.
I et opslag adresseret direkte til Taylor Swift skriver Andrea Hailey, at statistikken fra dagen “gerne må fungere som et kærestebrev til dig”.
– Sammen får vi demokratiet til at skinne, skriver hun.
Taylor Swift havde sendt hendes fans til vote.org med beskeden om, at hun “allerede har hørt dem hæve deres stemmer,” og at hun “ved, hvor kraftige de er”.
– Sikr jer nu, at I er klar til at bruge dem i vores valg i år, skrev Taylor Swift tirsdag i forbindelse med National Vælgerregistreringsdag.
Vote.org’s kommunikationschef, Nick Morrow, tydeliggjorde senere på dagen, hvor stor effekt opslaget fra den populære sanger havde.
– Fun fact: Efter at Taylor Swift delte opslaget på Instagram om, at fans bør indregistrere sig på vote.org, havde vores hjemmeside i gennemsnit 13.000 besøgende per 30 minutter. 13!, skriver Morrow med henvisning til Taylor Swifts yndlingstal, 13.
26.000 besøgende i timen er da også et ordentligt nøk opad i forhold til tidligere år, skriver Andrea Hailey.
– I løbet af tirsdag havde vi en stigning på 1226 procent i deltagelse, i timen efter at hun delte sit opslag, skriver Hailey i en pressemeddelelse fra vote.org.
Taylor Swift bebudede i sit opslag ikke, hvilken kandidat man bør stemme på, når der er valg i USA.
Det er dog offentligt kendt, at hun støtter Det Demokratiske Partis Joe Biden, som sidder i embedet lige nu.
Hun har ligeledes udtrykt kritik af Donald Trump, som tidligere har været præsident og ved næste valg forventes at blive Republikanernes udfordrer til Biden.
/ritzau/
Andre læser også