– Det er ikke gået min næse forbi, hvor hurtige folk er til at dømme en latinamerikaner og skubbe ham fra posten. Jeg går ingen steder, skriver Menendez.
Menendez og hans hustru, Nadine, blev for nylig sigtet i en sag om modtagelse af bestikkelse.
Der er tre anklagepunkter mod hver af de to. Blandt andet er ægteparret sigtet for at have taget imod store kontantbeløb, guld og en dyr Mercedes fra tre forretningsmænd i New Jersey til gengæld for politisk indflydelse.
En af forretningsmændene har egyptisk baggrund og har blandt andet fået oplysninger om USA’s militære støtte til Egypten.
Anklageskriftet indeholder billeder af guldbarrer og kuverter fulde af kontanter, som politiet har beslaglagt i Menendez-parrets hjem.
Ifølge anklagemyndigheden er der fundet over 480.000 dollar i kontanter i senatorens hus. Det svarer til over 3,3 millioner kroner.
De tre forretningsmænd har ifølge anklageskriftet bestukket senatoren, der har “brugt sin officielle stilling til at beskytte og berige dem og gavne Egyptens regering”.
Guvernøren for New Jersey, delstaten hvor Menendez er valgt, Phil Murphy, som ligeledes er demokrat, og et væld af andre demokrater, har opfordret Menendez til at trække sig fra Senatet.
– De påståede omstændigheder er så alvorlige, at de begrænser senator Mendenez’ evne til på effektiv vis at repræsentere vores delstat, siger Murphy, som vil udpege en midlertidig suppleant for Menendez, hvis han trækker sig.
Det er ikke første gang, at Robert Menendez er sigtet i en korruptionssag.
I 2015 blev han ved en domstol i New Jersey anklaget for at have taget imod luksusrejser med privatfly, kampagnebidrag og andre former for bestikkelse fra en rig øjenlæge. I alt skulle han have modtaget gaver for over en million dollar.
Til gengæld skulle Menendez have givet politiske tjenester til øjenlægen.
Nævningetinget i den sag kunne dog ikke nå til enighed, da sagen var ved sin afslutning i 2017, og Menendez blev aldrig kendt skyldig.
Siden frifandt en dommer ham for flere af anklagerne, og USA’s justitsministerium droppede senere resten af anklagerne, skriver New York Times.
/ritzau/Reuters
Andre læser også