AVIZ

Rusland: Separatister afleverer våben i Nagorno-Karabakh

FILE PHOTO: Vehicles of Russian peacekeepers leaving Nagorno-Karabakh region pass an Armenian checkpoint near Kornidzor

Det meddeler Ruslands forsvarsministerium fredag ifølge nyhedsbureauerne Tass og Reuters.

Ifølge ministeriet har separatisterne – under opsyn af russiske soldater – afleveret seks pansrede køretøjer, 800 skydevåben og 5000 stykker ammunition.

Torsdag lød budskabet fra etniske armeniere i området, at de havde brug for sikkerhedsgarantier, inden de lagde våbnene.

Rusland har fredsbevarende styrker til stede i regionen, hvor der har været kampe tidligere i denne uge.

Kampene begyndte tirsdag, da Aserbajdsjan sendte styrker ind i området for at tvinge regionen tilbage på aserbajdsjanske hænder.

En våbenhvile blev indgået onsdag. Siden da er den blevet brudt to gange, oplyser Rusland, men ingen er kommet til skade i den forbindelse.

Ifølge meldinger fra Armenien har de kortvarige kampe kostet over 200 mennesker livet, skriver nyhedsbureauet dpa. Over 400 skal være såret.

Nagorno-Karabakh ligger inde i Aserbajdsjan, men er en selvstyrende enklave med egen præsident, egen valuta og eget flag. Den er støttet af Armenien.

Regionen har en befolkning på omkring 150.000 mennesker. De er overvejende kristne armeniere.

Området fungerer i dag som et de facto-selvstyre under Armeniens kontrol.

/ritzau/

Andre læser også