AVIZ

MitID skal være tilgængeligt for udenlandsdanskere

Overgangen fra NemID til MitID

Det har digitaliseringsministrene i Nordisk Ministerråd for Digitalisering vedtaget fredag.

Det betyder for eksempel, at danskere bosat i Sverige skal kunne anvende det danske MitID til at logge på de svenske offentlige digitale løsninger.

Det skriver Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi kan gennem samarbejdet mellem de nordiske og baltiske lande vise resten af Europa, hvordan vi i praksis udnytter de digitale muligheder på tværs af landegrænser til gavn for os allesammen, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) i pressemeddelelsen.

I dag er der en række tekniske barrierer for, at man som dansker bosiddende i et andet nordisk eller baltisk land kan tilgå disse landes offentlige digitale løsninger.

Disse barrierer skal nu løses ifølge Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.

Nordisk Ministerråd for Digitalisering giver blandt andet det igangværende nordisk-baltiske samarbejde om elektroniske identiteter og digitalisering mandat til at finde nationale løsninger om identitetsmatching.

Uden løsninger på at matche digitale identiteter med personregistre – den såkaldte identitetsmatching – vil en nem adgang til andre nordiske og baltiske offentlige digitale løsninger nemlig ikke kunne finde sted.

MitID er en fælles login-løsning til både private og offentlige hjemmesider i Danmark. Den anvendes primært på app, men man kan også bruge en fysisk kodeviser eller kodeoplæser.

MitID erstattede NemID, og har været åbent for dele af offentligheden siden oktober 2021.

31. oktober 2022 lukkede bankerne ned for brugen af NemID og det samme gjorde mange offentlige virksomheder.

Der er intet lovkrav om, at man skal have MitID.

/ritzau/

Andre læser også