AVIZ

Dansk modstand mod europæisk atomkraft spalter regeringen

Valentin

På et møde i Folketingets Europaudvalg indhentede den socialdemokratiske erhvervsminister Morten Bødskov Folketingets mandat til at forhandle i EU, og her måtte Venstre markere sin uenighed.

– Det er ingen hemmelighed, at der er forskellige meninger om, hvordan man ser på atomkraft, sagde Venstres EU- og europaordfører, Kim Valentin.

Spørgsmålet går på, hvorvidt Danmark skal arbejde for eller imod, at atomkraft inkluderes på listen over ’strategisk vigtige teknologier’ i EU’s kommende industripakke Net Zero Industry Act.

Morten Bødskovs indstilling var klar. Danmark skal arbejde for, at atomkraft ikke inkluderes.

Regeringsfællerne fra Venstre var uenig.

– I Venstre mener vi, at kernekraft er en vigtig del af den europæiske energisikkerhed- og forsyning, sagde partiets EU- og europaordfører, Kim Valentin.

Net Zero Industry Act er en ny, grøn industripakke, der skal modsvare øgede investeringer i klimateknologier fra amerikansk og kinesisk side samt gøre EU mere uafhængig af russiske energikilder. De strategisk vigtige teknologier vil få forbedrede vilkår.

Her var det erhvervsministerens indstilling, at Danmark skal forhandle de bedst mulige rammer for danske styrkepositioner inden for vind- og solenergi.

Det var Venstres Kim Valentin enig i.

– Men vi skal samtidig give EU og andre lande mulighed for at investere i kernekraft. Vi skal generelt ikke arbejde mod dette.

Uenigheden fik Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der også deltog i mødet, til at spørge undrende, hvad regeringens position egentlig er.

Mandatet blev dog vedtaget med Venstres støtte, efter partiet fik medtaget bemærkninger om, at formålet med Danmarks forhandlinger særligt var at støtte de danske styrkepositioner indenfor vind- og solenergi.

Her skal de danske virksomheder have de bedst mulige vilkår, og det er derfor ikke i Danmarks egen interesse at fremme atomkraft i denne industripakke, lød ræsonnementet.

Det kunne Kim Valentin godt se meningen i, og han bakker derfor op om regeringens mandat, selv om det indeholder en afstandtagen fra europæisk atomkraft.

– Jeg havde helst været det foruden, at der stod, at man er imod atomkraft. Men jeg kan godt se pointen, siger han efter mandatets vedtagelse.

– Men jeg synes bare, det er ærgerligt, at man peger fingre af atomkraft, for det skal man ikke nødvendigvis, når 13 ud af 27 lande satser på atomkraft.

/ritzau/

Andre læser også