AVIZ

Fejl på 12 ud af 20 danskdonerede kampvogne til Ukraine

Forsvarsministeren deltager i UDCG-møde på Ramstein

Det skriver TV 2.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har oplyst om fejlene i en skriftlig orientering, som TV 2 har set, til partierne bag Ukraine-fonden.

To af kampvognene har “alvorlige fejl”. Der er tale om kampvogne af typen Leopard 1A5.

– På ti kampvogne, der allerede er i Ukraine, er der ifølge de tyske myndigheder et antal mindre fejl. Disse fejl udbedres af det ukrainske forsvar, skriver Troels Lund Poulsen.

– Yderligere ti kampvogne er overdraget til Ukraine, men er fortsat i Polen. To af disse kampvogne har ifølge det oplyste alvorlige fejl, skriver ministeren.

Tidligere på ugen kunne Troels Lund Poulsen fortæller, at der er flere kampvogne på vej til Ukraine fra Danmark. Der købes således yderligere 45 kampvogne.

Det oplyste ministeren i forbindelse med et møde på Ramstein-basen i Tyskland. Her mødes en række lande for at koordinere militær støtte til Ukraine.

Den nye kampvognsdonation består af yderligere 30 Leopard 1- kampvogne samt 15 T-72-kampvogne.

I en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet oplyses, at donationen af de 15 T-72-kampvogne er kommet i stand i et samarbejde med Holland og Tjekkiet. Men det er Danmark, der alene betaler for kampvognene. De 30 Leopard 1- kampvogne doneres i et samarbejde med Tyskland.

Danmark har tidligere sammen med Tyskland og Holland annonceret, at landene ville købe mindst 100 Leopard 1-kampvogne til Ukraines forsvar.

Foruden kampvogne doneres våben og andet militært udstyr. Det drejer sig blandt andet om pistoler, håndgranater og granatkastere.

/ritzau/

Andre læser også