I opkaldet, som er blevet delt med nyhedsbureauet AP, bliver man dog en smule klogere på omstændighederne, der involverede en indbygger i en nærliggende by, kampflyets pilot og en forundret alarmcentraloperatør.
– Vi har en pilot i huset, og jeg går ud fra, at han landede i min baghave, så vi vil høre, om vi kan få en ambulance sendt ud, siger indbyggeren i byen North Charleston.
Piloten, der havde skudt sig ud med sit katapultsæde i blot 600 meters højde, havde det efter omstændighederne godt. Dog klagede han over en smule rygsmerter.
I optagelsen af hændelsen kan man høre piloten blande sig og bede alarmcentraloperatøren om at tage situationen alvorligt.
– Frue, et militærfly er styrtet ned. Jeg er piloten. Vi er nødt til at få gang i en redningsoperation, lyder det fra piloten.
– Jeg er ikke sikker på, hvor flyet er. Det er styrtet ned et eller andet sted. Jeg skød mig selv ud.
Efter hændelsen søndag lokal tid efterlyste det amerikanske militær offentlighedens hjælp til at finde kampflyet, som tilsyneladende var forsvundet.
De amerikansk producerede F-35-kampfly er forsynet med stealth-teknologi, som skal gøre dem svære at observere på fjendens radarer.
Men det har altså vist sig, at det ikke kun er fjender, som har svært ved at lokalisere flyene.
Vragresterne fra flyet, der koster omkring en halv milliarder kroner, blev dog lokaliseret tirsdag.
Flyet fortsatte ifølge AP med at flyve omkring 100 kilometer, efter at piloten havde skudt sig ud.
Det styrtede ned i et afsidesliggende område omkring byen Indiantown.
Militæret har beskrevet årsagen til pilotens “uheld” som en teknisk fejl uden at specificere det yderligere.
Danmark har købt i alt 27 F-35-kampfly af producenten Lockheed Martin. De første fire ankom tidligere i september til Skydstrup.
/ritzau/
Andre læser også