AVIZ

Fejl i 70.000 fartbøder fra politiet gennem flere år

Politiets fotovogn fotograferer billister i Hundige.

Fejlen består i, at bøderne er opkrævet hos ejerne af de biler, der i den automatiske trafikkontrol er blevet afsløret i at køre 30 procent mere end den tilladte hastighed.

I stedet burde bøderne have været sendt til de mennesker, der sad ved rattet, oplyser politiet.

I praksis er der dog ofte tale om den samme person.

Foreløbig skal de mange borgere, der har modtaget og betalt de fejlagtigt opkrævede bøder, ikke gøre noget, lyder det fra Rigspolitiet.

– Vi skal først have den juridiske afklaring på plads, og så skal vi finde den bedste måde at håndtere de afgjorte sager på, siger enhedschef hos Politiets Administrative Center, Jeppe James, i pressemeddelelsen.

Der er tale om en fejl i it-systemet. De fejlagtige opkrævninger er udsendt i perioden fra februar 2015 og frem til september i år. Det står i en orientering, som Justitsministeriet torsdag har sendt til Folketingets retsudvalg.

I politiets pressemeddelelse citeres en politiinspektør for at sige, at “det er en sag, vi er utrolig ærgerlige over”.

Hos politiet vil man nu manuelt behandle samtlige sager. I slutningen af året vil it-systemet blive opdateret, så fremtidige sager vil blive behandlet korrekt, lyder det.

I alt udstedes årligt cirka en halv million bøder på grund af Automatisk Trafik Kontrol.

I langt de fleste sager er det ejeren af bilen, der straffes. Det skyldes reglen om betinget objektivt ansvar.

Men er der målt en fartoverskridelse på 30 procent, er der tale om en særligt skærpet bøde. Og så skal politiet finde frem til føreren og sende bøden til vedkommende.

Det var 31. august, at Statsadvokaten i Viborg orienterede landets øverste anklager, Rigsadvokaten, om fejlen. Det fremgår af papirer, som Justitsministeriet torsdag har sendt til Folketingets retsudvalg.

Torsdag i sidste uge sendte Rigsadvokaten en skrivelse til Justitsministeriet om affæren.

/ritzau/

Andre læser også