AVIZ

FH-formand: Regeringens lønpulje skal være en engangsforestilling

Fagbevægelsens Hovedorganisation holder ekstraordinær kongres

Sådan lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) formand, Morten Skov Christiansen, til Dagbladet Information.

Meldingen kommer i kølvandet af regeringens tilkendegivelse op til de kommende trepartsforhandlinger, om at en række faggrupper skal have mere i løn.

– Det er klart, at vi er optaget af at værne om den danske model og sikre, at vi også har en dansk model, som fungerer på det offentlige arbejdsmarked i fremtiden. Og derfor ser jeg gerne, at den her trepartsforhandling er en engangsforestilling, siger han til Information.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt på vegne af regeringen, at en række faggrupper bør tildeles et lønløft på sammenlagt tre milliarder kroner frem mod 2030.

Der er specifikt tale om social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og ansatte i Kriminalforsorgen, som regeringen har i kikkerten.

Det er disse grupper, hvor det er svært at fastholde og tiltrække medarbejdere, sagde statsministeren til TV 2 lørdag.

Morten Skov Christiansen understreger over for Information, at han udmærket er klar over, at lønpuljen ikke bare bliver et stort “tag-selv-bord”.

Regeringen og arbejdsgiverne vil også komme med nogle modkrav til lønmodtagerne, som “vil gøre ondt på os”, siger han til mediet.

Fagbossen udviste over for Ritzau søndag stor glæde ved regeringens tilkendegivelse.

– Det er historisk, at regeringen nu lægger op til et ekstraordinært lønløft. Det er rigtig godt, og vi synes også, det er en unik mulighed for faktisk at løse nogle af de udfordringer, vi har i den offentlige sektor, som blandt andet handler om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, lød det fra formanden.

Han sagde, at det er relevante grupper, som statsministeren har udpeget, men ville ikke lægge sig fast på, om det også er dem, FH vil prioritere i de kommende forhandlinger, når det gælder højere løn.

De kommende trepartsforhandlinger vil blive svære ifølge Morten Skov Christiansen, da ikke alle lønmodtagere eller offentligt ansatte vil få del i de ekstraordinære lønløft.

Statsminister Mette Frederiksens forslag skal først tages op i såkaldte trepartsforhandlinger med repræsentanter for regeringen, arbejdsgiverne og de faglige organisationer.

Senere venter overenskomstforhandlingerne, der begynder i det små i efteråret med udveksling af krav og kulminerer i begyndelsen af næste år med de egentlige forhandlinger.

/ritzau/

Andre læser også