Det oplyser unionen på sin hjemmeside. Den begrunder afskedigelsen med en ændring i strukturen.
– Et resultat af den nye struktur er, at DMU har set sig nødsaget til at afskedige assisterende landstræner Henrik Møller med fratrædelse ved årets udgang, skriver DMU på sin hjemmeside.
– DMU har valgt at fritstille Henrik Møller i opsigelsesperioden, og Henrik Møller har således haft sidste arbejdsdag for Unionen.
Sportschef i DMU Søren Andersen er afsender på unionens udmelding.
B.T. har den seneste periode fortalt, hvordan den assisterende landstræner er kommet i unåde med flere sponsorer i speedwaysporten.
Derudover har Esbjerg Motorsport (EMS) tidligere krævet den assisterende landstræner afskediget, da Henrik Møller skyldte penge til firmaer, der havde relation til EMS.
– Vi i EMS forventer helt sikkert, at Henrik Møller fritstilles med øjeblikkelig virkning, da vores økonomi i EMS er påvirket af, at Henrik Møller ikke mere er at finde i DMU, lød det fra EMS ifølge B.T.
DMU oplyser i forbindelse med afskedigelsen af Henrik Møller ikke, hvordan den nye struktur i elitesatsningen skal se ud.
/ritzau/
Andre læser også