AVIZ

Rusland: Kina deler vores standpunkt på krigen i Ukraine

RUSSIA-CHINA-DIPLOMACY

Sådan lyder det tidligt tirsdag fra det russiske udenrigsministerium i forbindelse med den kinesiske udenrigsminister Wang Yis besøg i Ruslands hovedstad, Moskva.

Wang Yi ankom til Moskva direkte fra Malta, hvor han havde mødtes med USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan.

Diskussioner de to parter imellem havde Det Hvide Hus omtalt som “ærlige” og “konstruktive”.

I Moskva har Wang Yi blandt andet mødtes med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Ifølge det russiske udenrigsministerium har Wang Yi orienteret Lavrov om hans samtaler med Sullivan.

USA og dets vestlige allierede har gentagne gange udtrykt bekymring om Ruslands og Kinas stadigt tættere samarbejde.

Forholdet mellem Kina og Rusland er blevet tættere, siden sidstnævnte invaderede Ukraine i februar 2022.

Landene har ikke forpligtet sig til at forsvare hinanden i stil med Natos musketered, der garanterer hjælp fra alliancen i tilfælde af et angreb.

Men de mener selv, at deres samarbejde er nødvendigt som modsvar på, hvad de opfatter som USA’s dominans på den globale scene.

Ifølge Ruslands udenrigsministerium har de to udenrigsministre snakket indgående om Ukraine-krigen og afvist, at konflikten kan løses uden at tage de russiske interesser i betragtning

Tusindvis af mennesker er døde under krigen i Ukraine, mens millioner er blevet sendt på flugt.

Alt imens er adskillige byer blevet forvandlet til murbrokker.

Wang Yi skal senere tirsdag mødes med Nikolaj Patrusjev, generalsekretæren for det russiske sikkerhedsråd.

/ritzau/Reuters

Andre læser også