Hun er ligeledes fundet skyldig i fire tilfælde af grov vold mod beboere, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge.
Retten har derimod ikke fundet hende skyldig i drab.
Den 60-årige sosu-hjælper var tiltalt for ét drab og syv drabsforsøg ved at have forgiftet fire beboere på plejehjemmet.
De havde præparaterne baclofen, diazepam og mirtazapin i blodet.
Det er præparater, de ikke fik ordineret, og som virker hæmmende på centralnervesystemet.
Det medførte, at de fire plejehjemsbeboere – to mænd og to kvinder – blev indlagt med akutte forgiftningssymptomer.
Den ene af beboerne – en 81-årig kvinde – afgik efterfølgende ved døden, mens de tre andre overlevede.
– Det er efter en samlet vurdering bevist, at det er tiltalte, der har givet (de forurettede, red.) baclofen, mirtazapin og diazepam, lyder det fra retsformanden, da hun oplæser skyldkendelsen.
Sagens hovedperson stirrer ned i bordet. Hun ryster på hænderne.
Kvinden frifindes for drab, idet hun ifølge retsformanden ikke havde indset muligheden af, at den 81-årige kvinde ville dø som følge af medicinen.
Den 60-årige sosu-hjælper er fundet skyldig i anklagen om at have stjålet medicin fra plejehjemmet.
Hun er også fundet skyldig i tjenestemisbrug.
Kvinden har gennem alle ni retsmøder nægtet sig skyldig.
Hun hævdede, at der ikke var styr på håndteringen af medicin på plejehjemmet, men afviste selv at have givet forkert medicin.
Der er ikke nogen, der har set kvinden give præparaterne til plejehjemsbeboerne.
Men politiet har hjemme hos den tiltalte fundet to ud af de tre præparater, der blev brugt.
Af søgehistorikken på hendes computer kan politiet kan se, at hun søgte efter det tredje præparat.
Logfilerne fra plejehjemmets medicinrum har desuden vist, at hun låste sig ind 25 gange i månederne forud for anholdelsen.
Det skete, selv om hun som sosu-hjælperen med anklagerens ord “som udgangspunkt ikke havde noget at gøre der”.
En mentalundersøgelse har vist, at hun har en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse.
Den er blandt andet karakteriseret ved, at en person er opmærksomheds- og anerkendelsessøgende.
Hun ser sig selv som en ”frelsende engel” i forhold til en kaotisk og uretfærdig omverden, lød det ifølge anklageren ifølge mentalundersøgelsen.
Det er samme type personlighedsforstyrrelse, som blev brugt om sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, der i 2017 blev dømt for fire drabsforsøg mod patienter på sygehuset i Nykøbing Falster.
Efter at retten har afgjort skyldsspørgsmålet, skal der udmåles en straf.
Anklager og forsvarer skal nu komme med deres bemærkninger om det.
/ritzau/
Andre læser også