AVIZ

Kommuner vil af med kirkers særret over vindmøller og solceller

Vindmøller og el-ledninger

– Det er i den grad på tide at få stoppet kirkers særret mod opførelse af vedvarende energi, skriver formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg Birgit S. Hansen (S) i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer i forbindelse med regeringens forslag til en ny planlov. Af det fremgår, at kirkens indsigelsesret over vedvarende energi tæt på kirkebygninger fastholdes.

Regeringen vil dog afgrænse, hvor store arealer kirkernes stifter kan gøre indsigelser mod.

Vedtages den nye planlov, gælder muligheden for at gøre indsigelse inden for en kilometers afstand fra en kirkebygning. For vindmøller på 250 meters højde har kirkernes stifter indsigelsesret op til to kilometer fra kirkens arealer.

Ifølge et kort fra KL på baggrund af tal fra Kirkeministeriet betyder afgrænsningen, at kirkerne har mulighed for at gøre indsigelse mod vedvarende energi på halvdelen af Danmarks samlede areal.

– Det siger sig selv, at det ikke er en gangbar vej, at regeringen lægger op til at give kirker vetoret til at bekæmpe vindmøller på over halvdelen af landets areal. Særligt nu, hvor det er afgørende at sikre momentum i den grønne omstilling, skriver Birgit S. Hansen.

KL efterlyser konkrete initiativer fra regeringen, hvis kommunerne skal stå på mål for Folketingets energimål.

– Kirkers konkrete særret er stort set dét eneste konkrete initiativ, vi har set fra regeringen, siden kommunerne for halvandet år siden blev bedt om at firedoble grøn strøm på land, skriver Birgit S. Hansen.

Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) siger en skriftlig kommentar til Ritzau, at regeringen arbejder på at gøre det lettere for kommunerne at komme i mål med den grønne omstilling.

– Det er en af grundene til, at der med et bredt flertal i Folketinget er aftalt en markant indskrænkelse af kirkernes muligheder for at gøre indsigelser, skriver ministeren.

Kirkeministeriet oplyser, at der siden 2017 har været ti indsigelser fra folkekirken.

/ritzau/

Andre læser også