AVIZ

Scavenius langer ud efter partitoppen: Et forsøg på karaktermord

Theresa Scavenius

Det skriver hun på X.

– Det er jeres ansvar at gennemskue, at der er et tydeligt forsøg på karaktermord, fordi de ingen reelle argumenter har, skriver Scavenius blandt andet.

“Jeres” er medierne, som skriver om sagen. Scavenius henviser desuden til Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, og forperson for hovedbestyrelsen Trine Aslaug Hansen. De taler begge usandt, mener hun.

Scavenius afviser alle anklager mod hende og “forventer dementi”, skriver hun.

Søndag meddelte Alternativet, at Scavenius ikke længere var en del af partiets folketingsgruppe. Og at hun dermed var frataget alle de ordførerposter, hun havde.

Scavenius er ikke smidt ud af Alternativet, selv om det ellers var det, som Alternativets folketingsgruppe, der nu er nede på fem medlemmer, havde ønsket.

Sagen om Scavenius kom frem onsdag i sidste uge, da DR kunne bringe historien om, at den øvrige folketingsgruppe ville have Scavenius ekskluderet på grund af blandt andet samarbejdsproblemer.

Samme dag havde Alternativet inviteret til pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Men da Scavenius-sagen kom frem, blev pressemødet aflyst.

Fredag meddelte Scavenius, at hun havde forladt den interne proces med mægling, som var igangsat af Alternativets hovedbestyrelse.

I et opslag i en facebookgruppe for Alternativets medlemmer har Scavenius skrevet, at hun vil overveje sin fremtid i partiet.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Scavenius og Rosenkilde.

/ritzau/

Andre læser også