AVIZ

WHO: 4000 lig er identificeret efter oversvømmelser i Libyen

United Arab Emirates search and rescue personnel drop in a boat to carry out a search mission for dead bodies stranded at sea following floods in Derna

Det oplyser verdenssundhedsorganisationen WHO ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Organisationen oplyser yderligere, at endnu 9000 personer savnes efter oversvømmelser i det nordafrikanske land.

De i alt 3958 lig er blevet bjærget, og der er udstedt dødsattester for personerne.

I løbet af de seneste dage er modsatrettede dødstal blevet oplyst fra det politisk splittede Libyen. Både 5000 og 11.000 antal døde er blevet oplyst.

Tidligere denne uge lød det fra borgmesteren i byen Derna, at dødstallet kunne ventes at stige til 20.000 omkomne personer. Senere lørdag oplyste regeringen i den østlige del af landet, der er ramt af borgerkrig, at det officielle antal døde var 3252 personer.

Oversvømmelserne ramte i weekenden og blev udløst af ekstremt vejr, der blandt andet ødelagde to afgørende dæmninger. Det sendte en flodbølge med enorm kraft ind over byen Derna.

Sent fredag udtalte Libyens offentlige anklager Al-Siddiq Al-Sour, at de ansvarlige for de kollapsede dæmninger skal retsforfølges.

Ifølge ham er der blevet åbnet en undersøgelse, der skal klarlægge årsagen til kollapset.

Redningsarbejdet gøres ikke lettere af, at Libyen ikke kan stå sammen om opgaven som én nation, skriver nyhedsbureauet AFP.

Libyen har ikke én regering, men ledes af en regering i øst, som ikke er internationalt anerkendt, og af en overgangsregering, der har base i hovedstaden, Tripoli.

Udenrigsministeriet har i en pressemeddelelse oplyst, at Danmark bidrager til en nødhjælpsindsats med 10 millioner kroner. Støtten er sendt videre til danske nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Libyen.

/ritzau/

Andre læser også