AVIZ

Theresa Scavenius: Hovedbestyrelsen vil ikke ekskludere mig

FV22: Møde i salen med valg af formand og nyvalgtes underskrifter

Det skriver hun i en sms til Ritzau lørdag aften.

– Ingen bliver ekskluderet, fik jeg at vide fra HB (hovedbestyrelsen, red.) her til aften, skriver hun.

Det vil Trine Aslaug Hansen, forperson for Alternativets hovedbestyrelse, dog ikke bekræfte.

– Den udlægning må stå for Theresas egen regning. Vi kommer med en officiel melding i morgen, søndag, skriver hun i en sms til Ritzau lørdag aften.

Fredag meldte Theresa Scavenius ud, at hun har mistet tilliden til en intern mæglingsproces i Alternativet og derfor forlod den.

– Tidligere i dag (fredag, red.) forlod jeg den interne proces i Alternativet, fordi jeg ikke kunne få klare svar og mistede tilliden til, at Hovedbestyrelsen kunne håndtere det retfærdigt og seriøst, skrev Scavenius på X, tidligere kendt som Twitter, fredag.

Onsdag udskød Alternativet et planlagt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Det skete kort efter en historie fra DR om uro i partiet.

Ifølge mediet ønskede den øvrige folketingsgruppe at ekskludere Theresa Scavenius.

Hovedbestyrelsen i Alternativet fik ifølge DR en indstilling fra den øvrige folketingsgruppe om at ekskludere Scavenius i august.

Den indstilling valgte hovedbestyrelsen ikke at følge. I stedet igangsatte den et forløb, hvor en ekstern konsulent skulle mægle og skabe bedre stemning i gruppen.

Theresa Scavenius blev valgt ind i Folketinget ved valget i november sidste år. Hun er blandt andet klima- og forsvarsordfører for sit parti.

Foruden Scavenius sidder der fem personer i Alternativets folketingsgruppe.

Det er ikke første gang, der er uro på Alternativets indre linjer. I den seneste valgperiode forlod fire ud af fem folketingsmedlemmer partiet. Heriblandt partileder og -stifter Uffe Elbæk.

Da afløseren for Uffe Elbæk skulle findes, meldte Theresa Scavenius sig som kandidat til posten. Hun blev toer bag Josephine Fock efter et kampvalg.

Året efter forlod Scavenius Alternativet for i stedet at starte sit eget parti, Momentum. Partiet fik dog aldrig underskrifter nok til at finde vej til stemmesedlen, og i oktober sidste år blev det nedlagt.

Herefter vendte Theresa Scavenius tilbage til Alternativet og blev folketingskandidat i Nordjylland.

/ritzau/

Andre læser også