AVIZ

Lidegaard vil udvide EU mod øst og styrke unionens magt

Radikale Venstres landsmøde 2023. Politisk leder Martin Lidegaard holder tale

Det fortæller partiets politiske leder, Martin Lidegaard, på landsmøde i Nyborg.

– Vi skal turde bruge Europas magt, siger han.

– Vi skal koble vores store økonomiske styrke mere direkte til kampen for sikkerhed og værdier. Og vi skal invitere flere lande med, så vi bliver endnu stærkere.

Han nævner konkret Georgien, Moldova, Ukraine og Balkan-lande som lande, der skal trækkes ind i Den Europæiske Union.

De Radikale har rykket sig på dette punkt. I 2019 afviste partiets daværende politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, at udvide EU med flere lande fra øst.

Her lød det fra Sofie Carsten Nielsen, at EU havde nok arbejde i at få styr på “egen butik”. Polen og Ungarn udgjorde en rigelig udfordring.

Siden har Rusland invaderet Ukraine, og det ændrer sagen, mener Martin Lidegaard.

Han anerkender dog, at hans forslag kan være problemfyldt.

– Problemet er, at de ikke er helt klar. De er ikke helt udviklet og kommet af med deres korruption. Men hvis ikke vi inviterer dem ind nu, frygter jeg, at andre vil invitere dem ind – Rusland og Kina, siger Martin Lidegaard.

Han ser for sig, at EU kan lave en ny og hurtigere indslusningsproces, hvor man kan knytte landene til sig allerede fra ansøgningsperioden.

/ritzau/

Andre læser også