AVIZ

Schweizisk ngo melder om 18 tilbageholdte ansatte i Afghanistan

Afghanistan Daily Life

Det oplyser ngo’en, der hedder The International Assistance Mission (IAM), lørdag.

17 af de tilbageholdte er lokalt ansatte. En af dem er udlænding.

De ansatte blev tilbageholdt af myndighederne i ngo’ens kontor i Ghor-provinsen centralt i Afghanistan ifølge IAM. De er siden blevet bragt til Kabul, landets hovedstad.

– Aktuelt har vi ingen information om karakteren af beskyldningerne mod vores ansatte og er derfor ude af stand til at udtale os om eller komme med spekulationer om den fortsatte situation, siger IAM.

– Men hvis der skulle komme sigtelser mod vores organisation eller ansatte, så vil vi uafhængigt gennemgå de beviser, der vil blive præsenteret.

Talsmænd for Taliban-styret har ikke umiddelbart udtalt sig om situationen.

IAM opererer kun i Afghanistan. Det har organisationen gjort siden 1966 med særligt fokus på øjensygdomme. Men den har siden udvidet sit arbejde til mere generelt at omhandle sundhed og uddannelse.

På sin hjemmeside beskriver IAM sig som baseret på kristne værdier. Gruppen udtaler, at politiske eller religiøse overbevisninger ikke har betydning for, hvem den yder hjælp til.

Et ukendt antal udlændinge er blevet anholdt af Taliban, efter at gruppen vendte tilbage til magten i Afghanistan i august 2021.

Det islamistiske styre har siden da indført omfattende restriktioner mod befolkningen.

Kvinder må blandt andet ikke arbejde for ngo’er eller FN i landet.

Der er også genindført et forbud mod at undervise piger, bortset fra grundskolen. Kvinder og piger er også afskåret fra mange andre dele af det offentlige liv.

/ritzau/AFP

Andre læser også