AVIZ

Venedig bliver ikke optaget på liste over truet verdensarv

Venice lagoon city

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I slutningen af juli lød det ellers i en anbefaling fra Unesco, at Venedig burde optages på listen.

Desuden anbefalede FN-organisationen, at de italienske myndigheder optrappede indsatsen for at sikre den historiske by og lagune.

– Ellers risikerer byen uoprettelig skade på grund af problemer med klimaforandringer og masseturisme, lød det fra Unesco i juli.

Komitéen gentager torsdag på et møde i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, dens bekymring for, hvordan den norditalienske laguneby bevares bedst muligt.

Organisationen efterlyser således fortsat, at der tages yderligere initiativer, der kan sikre byens fremtid.

Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, glæder sig over beslutningen. Han understreger, at der er blevet gjort en indsats for at beskytte byområdet.

– Venetianerne elsker deres by og tror på dens fremtid, skriver han i en erklæring.

Italiens kulturminister, Gennaro Sangiuliano, kalder beslutningen for “en stor sejr for Italien og den sunde fornuft”.

Han understreger ligeledes, at der er gjort fremskridt for at styre turismen og sikre beskyttelsen af byens status som verdensarv.

Byrådet i Venedig vedtog tirsdag at afprøve et omdiskuteret billetsystem, hvor dagsturister bliver pålagt at betale entré til byen på 5 euro. Det svarer til cirka 37 kroner. Forsøget begynder i foråret 2024.

Venedig blev i 1987 sat på Unescos verdensarvsliste som “et ekstraordinært arkitektonisk mesterværk”.

Verdensarvslisten indeholder steder i verden, “der har enestående og universel værdi for menneskeheden”.

Vurderes et af disse steder at været truet af for eksempel en væbnet konflikt eller klimaforandringer, kan det også optages på listen over truet verdensarv.

Venedig er en af Italiens mest besøgte byer. Den er blandt andet kendetegnet ved gondolerne, som sejler på Canal Grande og byens andre kanaler.

/ritzau/dpa

Andre læser også