AVIZ

De første fire F-35-kampfly er landet på dansk grund

Forsvarsministeren modtager de første F-35-kampfly

Flyene er bestilt hos den amerikanske producent Lockheed Martin til en pris på omkring 16 milliarder kroner.

Planen er, at 6 af de 27 F-35-kampfly forbliver i USA til træningsbrug. De øvrige 21 skal leveres til Danmark de kommende år, så de aldrende F-16-fly kan sendes på pension.

Danmark har dog besluttet at donere 19 F-16-fly til Ukraine, som er i krig mod Rusland. I øjeblikket er ukrainske piloter under træning på den sønderjyske flyvestation.

Teknologien i det nye kampfly er på mange måder banebrydende, lyder det fra selvstændig forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen.

– Det nye er den måde elektronikken og computersystemerne indsamler og bearbejder data for piloten.

– Piloten får et hidtil uset situationsoverblik over, hvad der foregår i luftrummet, på jorden og på havet, siger Hans Peter Michaelsen.

Det giver piloten en ny rolle.

– Piloten bliver i højere grad en systemoperatør, der skal vurdere de data, han får til rådighed fra flyets radarsystemer og sensorer, siger han.

Piloten kan sende data videre til andre enheder på landjorden eller på havet, så et koordineret angreb kan iværksættes.

F-35-flyet er kendetegnet ved, at det benytter sig af stealth-teknologien. Det er en særlig teknologi, der gør det vanskeligt for fjendens radarer at spotte flyet.

– Det er ikke usynligt, men F-35 har en lavere grad af synlighed, som gør, at forskellige radarsystemer vil have vanskeligt ved at opdage det.

– Samtidig har F-35 nogle systemer, der gør, at det på lang afstand kan opdage andre fly og objekter.

– Så piloten kan se modstanderen, lang tid før modstanderen kan se F-35-piloten. Og det giver nogle fordele på kamppladsen, siger Hans Peter Michaelsen.

Det er meningen, at de nye kampfly skal leveres til Danmark frem mod 2027, hvor de sidste F-16-fly skal sendes på pension.

Det bliver ifølge Hans Peter Michaelsen en “ordentlig mundfuld” for Fighter Wing Skrydstrup – som stationen også kaldes – både at indfase nye kampfly, træne ukrainere til at flyve F-16-fly og samtidig varetage de normale opgaver.

– Det er en kritisk fase, fordi man fortsat skal operere et antal F-16-fly, levere F-16-fly til Ukraine, uddanne ukrainere til at betjene dem og samtidig løse de almindelige opgaver inden for afvisningsberedskabet plus forskellige opgaver for Nato. Så personalet i Skrydstrup har hænderne fulde, siger Hans Peter Michaelsen.

/ritzau/

Andre læser også