AVIZ

Fem palæstinensere dræbt af eksplosion under protester i Gaza

PALESTINIAN-GAZA-ISRAEL-CONFLICT

Det oplyser de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, skriver Reuters.

Eksplosionen blev tilsyneladende udløst ved en fejl i forbindelse med en demonstration, hvor en større gruppe unge udtrykte deres sympati med palæstinensere, der er indsat i israelske fængsler.

En palæstinensisk paraplyorganisation fortæller, at demonstranterne havde planlagt at bruge eksplosiverne under demonstrationen.

Israels militær siger i en udtalelse, at demonstranterne inden eksplosionen forsøgte at kaste eksplosiver over grænsen mod de tilstedeværende israelske soldater.

Det israelske medie Haaretz uddyber, at der ifølge militærets udtalelse “blev konstateret adskillige forsøg på at affyre eksplosive aggregater og forsøg på at kaste granater mod soldater”.

Ifølge militæret var “hundredvis” af palæstinensere samlet.

Demonstrationen fandt sted i den nordlige del af Gaza, som er en palæstinensisk enklave. Gaza ligger ud til Middelhavet og grænser derudover op til Israel og Egypten.

Israels militær kontrollerer grænserne mellem Israel og Gaza, men er modsat på Vestbredden ikke til stede inde i Gaza.

Demonstrationen fandt sted på årsdagen for Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005. Dengang besluttede den israelske regering at trække alle israelske bosættere og soldater ud af enklaven.

Tilbagetrækningen blev sat i værk af den daværende premierminister, Ariel Sharon.

Siden har Israel kontrolleret grænserne og havet omkring Gaza og luftrummet over området. Reelt er der tale om en blokade.

Gaza regeres af den militante organisation Hamas, som har været ved magten siden 2006, da der senest blev afholdt valg i området.

/ritzau/Reuters

Andre læser også