AVIZ

Brasiliansk drabsmand er fanget efter to uger på fri fod i USA

Prisoner Escape-Pennsylvania

Det oplyser amerikansk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Flugtfangen, 34-årige Danelo Cavalcante, er af politiet blevet beskrevet som værende “bevæbnet og ekstremt farlig”.

Video fra den amerikanske tv-station CCN viser adskillige tungt bevæbnede betjente i camouflagetøj give Cavalcante håndjern på.

Han bliver ført hen til en pansret vogn og får klippet sin T-shirt af.

Cavalcante flygtede 31. august fra et fængsel i delstaten Pennsylvania.

En offentliggjort video har vist mandens spektakulære flugt.

Her kan man se, hvordan han laver en form for krabbegang op ad to tætstående vægge. Han kravler efterfølgende videre op på taget.

Ugen før flugten var Cavalcante blevet idømt fængsel på livstid for at have dræbt sin kæreste ved at stikke hende 38 gange foran hendes børn i 2021.

Omkring 500 betjente har været involveret i jagten på Cavalcante. De har benyttet droner og hunde for at prøve at finde ham.

Der er blandt andet blevet søgt ved en gård godt 60 kilometer uden for Philadelphia. Det fortæller den lokale gårdejer Becki Patterson.

– Det har været meget stressende, siger hun.

Becki Patterson tilføjer, at området nær gården har “træer, vandløb, broer og alle mulige kroge, hvor man kan snige sig rundt”.

Danelo Cavalcantes flugt var inspireret af en flugt tidligere på året.

Her lykkedes det ligeledes for en indsat i Chester County Prison at flygte via de to tætstående vægge. Siden da er der blevet sat pigtråd op ved væggene, men det var altså ikke nok til at forhindre endnu en flugt.

Flugten tidligere i år fandt sted den 19. maj. Dengang blev den indsatte fanget blot fem minutter efter at være sluppet ud af fængslet.

/ritzau/

Andre læser også