Sådan lyder det tirsdag eftermiddag dansk tid fra Republikanernes formand i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.
McCarthy siger til pressen, at han har anmodet om, at der “åbnes en formel undersøgelse om en rigsretssag mod præsident Joe Biden”.
Han har hidtil ellers ikke støttet en mulig rigsretssag mod Biden forud for det amerikanske præsidentvalg næste år.
Biden anklages af republikanere for at lyve til amerikanerne om sønnen Hunter Bidens forretningsmæssige aktiviteter i udlandet.
– Der er anklager om magtmisbrug, obstruktion og korruption, og de berettiger en undersøgelse foretaget af Repræsentanternes Hus, siger 58-årige Kevin McCarthy tirsdag ved kongresbygningen i Washington.
McCarthy har været under pres fra den mest højreorienterede del af Det Republikanske Parti om at åbne en undersøgelse.
Det Hvide Hus har affejet undersøgelsen og kaldt den politisk motiveret.
– Formanden McCarthy burde ikke bøje sig for de ekstreme, meget højreorienterede medlemmer, der truer med at lukke ned for regeringen, medmindre de får en ubegrundet rigsretssag uden beviser.
– Konsekvenserne for det amerikanske folk er for alvorlige, har Ian Sams, talsmand for Det Hvide Hus, tidligere sagt ifølge nyhedsbureauet AP.
Republikanere i Repræsentanternes Hus har i længere tid undersøgt Hunter Bidens forretningsmæssige aktiviteter. De har dog ikke fundet nogen beviser, der knytter præsidenten til sønnens aktiviteter, skriver AP.
Republikanerne har med 222 medlemmer et snævert flertal i Repræsentanternes Hus, der består af i alt 435 medlemmer.
Repræsentanternes Hus udgør sammen med Senatet USA’s Kongres.
Hvis Repræsentanternes Hus ender med at stemme for at stille Biden for en rigsret, skal der efterfølgende stemmes i Senatet.
Her skal to tredjedele af senatorerne stemme mod Joe Biden for at fjerne ham fra præsidentposten. Det anses som værende usandsynligt, da Senatet er styret af et demokratisk flertal.
/ritzau/
Andre læser også