AVIZ

Vanvittig stigning: Æg er dyrere end nogensinde før

In the hands of a woman packing eggs in the supermarket

Elsker du røræg og bacon en søndag formiddag og et spejlæg til biksemaden? Så er du ikke alene. Danskerne spiser enormt mange æg, men det er samtidigt den forbrugsvare, der er steget mest i pris over de sidste 2 år.

I gennemsnit er forbrugerpriserne steget 11,7 % i Danmark over 2 år. Og det kan de fleste danskere mærke, når de handler almindelige dagligvarer til hverdagen. Det er dog ikke alle varer, der er steget lige meget. Nogle af priserne er nemlig stukket helt af, og det gælder særligt æg. Æg er nemlig steget med 40 % i pris over 2 år, skriver Børsen.

De stigende priser skyldes, at Rusland invaderede Ukraine, der tidligere var den største leverandør af æg i EU. Krigen medførte også en stigning i priserne på energi, hvilket direkte påvirkede langbrugssektoren og dermed også ægproducenterne i både ind- og udland.
Oveni var Ukraine og Rusland med til at levere hvede og majs til blandt andet dyrefoder, så også dyrefoder steg i pris, hvilket er med til at presse priserne på æg yderligere op.

Det er ikke kun æggene, der er blevet dyrere

Danskerne kan for alvor mærke prisstigningerne på dagligvareindkøbet. Æg er som sagt steget 40 % i pris over 2 år, men det er ikke den eneste madvare, der er dyrere end tidligere.

Hvis du elsker smør på brødet, har du måske allerede bemærket, at priserne er steget markant. Smørpriserne er nemlig steget med over 37 %, mens brød også er steget med 20 %. Det er derfor blevet en del dyrere at smøre en helt almindelig franskbrødsmad.

Der er dog én bestemt forbrugsvare, der er faldet i pris over de sidste 2 år. Tablets og computere er nemlig faldet med 7 % i pris siden 2021, men dem kan man jo ikke blive mætte af.

Andre læser også