MLS-klubben har ansat Gerardo Martino, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Argentineren trænede FC Barcelona fra 2013 til 2014, hvorefter han var Argentinas landstræner fra 2014 til 2016.
Den amerikanske fodboldliga er heller ikke ny for 60-årige Martino, der styrede Atlanta United fra 2016 til 2018.
Senest har Gerardo Martino været landstræner for Mexico.
I et interview efter sidste gruppekamp ved VM i Qatar sidste år, hvor Mexico ikke gik videre fra gruppespillet, meddelte Martino, at han var færdig som landstræner.
Lionel Messi, der flere gange er kåret til verdens bedste fodboldspiller, annoncerede i starten af juni, at han vil skifte til Miami-klubben efter kontraktudløb hos Paris Saint-Germain.
Han er fortsat ved at færdiggøre papirarbejdet med den franske klub, før han officielt kan trække i Inter Miami-trøjen.
Inter Miami har været en del af MLS siden 2020 og er ejet af blandt andre det engelske fodboldikon David Beckham.
– Tata (Gerardo Martinos kaldenavn, red.) er højt respekteret i vores sport, og hans CV taler for sig selv, siger David Beckham om sine nye træner.
Videre lyder det fra Inter Miamis sportsdirektør, Chris Henderson, at Gerardo Martino “ved, hvad der skal til for at vinde MLS, og vi er sikre på, at det er, hvad han bringer til Inter Miami”.
Gerardo Martino overtager trænerposten fra landsmanden Javier Morales, der har været midlertidig træner, siden den tidligere engelske landsholdsspiller Phil Neville blev fyret 1. juni.
/ritzau/
Andre læser også