AVIZ

Sudans RSF-krigere vil lægge våbnene under muslimsk højtid

SUDAN-CONFLICT
SUDAN-CONFLICT (-/Ritzau Scanpix)

Det siger lederen af RSF, general Mohamed Hamdan Daglo, også kendt som Hemedti, i en lydoptagelse sendt på tv-stationen Al Arabiya TV mandag.

Våbenhvilen vil træde i kraft tirsdag og onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sudans hær med landets de facto-præsident, general Abdel Fattah al-Burhan, i spidsen har endnu ikke kommenteret meddelelsen fra Hemedti.

I løbet af den over to måneder lange krig i Sudan er der blevet indgået og brudt adskillige aftaler om våbenhvile.

Da et tidligere forsøg på en våbenhvile faldt til jorden i slutningen af maj, indførte USA sanktioner mod begge de krigsførende generaler.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En 24 timers våbenhvile fra 10. til 11. juni gav indbyggerne i Khartoum et kort pusterum fra de mange luftangreb og artilleribeskydninger, som har hærget hovedstaden siden midten af april.

Kampene blev genoptaget, ti minutter efter at våbenhvilen var ophørt.

Så sent som i sidste uge blev der ligeledes gjort et forsøg på en tre dage lang våbenhvile.

Tidligere mandag bekræftede Sudans hær, at RSF har taget kontrol over en base tilhørende en politibrigade i Khartoum.

Samtidig var der meldinger om kampe, som for første gang under krigen angiveligt har spredt sig til delstaten Blå Nil nær Etiopien, skriver Reuters.

Ifølge RSF har gruppen erobret snesevis af pansrede køretøjer og pickuptrucks efter at have indtaget det centrale reservepolitis hovedkvarter søndag.

Hæren oplyser i en erklæring, at det centrale reservepolitis hovedkvarter er blevet overtaget af RSF efter tre dages kampe.

Hæren anklager samtidig RSF for at angribe statslige institutioner.

FN’s mission i Sudan oplyser ifølge Reuters, at hundredvis af civile søndag og mandag har krydset grænsen til Etiopien i et forsøg på at undslippe kampene i Blå Nil.

/ritzau/

Andre læser også