AVIZ

Nato-chef: Oprør understreger Putins strategiske fejltagelser

LITHUANIA-NATO-DEFENCE-DIPLOMACY
LITHUANIA-NATO-DEFENCE-DIPLOMACY (Petras Malukas/Ritzau Scanpix)

Sådan lyder det mandag fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

– Weekendens hændelser er et internt russisk anliggende og endnu en demonstration af de store strategiske fejltagelser, som Putin har begået i forhold til annekteringen af Krim og krigen mod Ukraine, lyder det.

– Når Rusland fortsætter sit angreb, så er det endnu vigtigere, at vi fortsætter med at støtte Ukraine, siger Nato-chefen.

Anført af leder Jevgenij Prigozjin rykkede Wagner-gruppen i weekenden frem mod Moskva. Deres erklærede mål var at afsætte det, som de kaldte for “Ruslands korrupte og inkompetente militærledelse”.

Soldaterne overtog lørdag flere militære anlæg.

De nåede frem til omkring 200 kilometer fra den russiske hovedstad, før en aftale mæglet på plads af Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, en af Putins allierede, fik dem til at stoppe og vende om.

Aftalen omfattede blandt andet immunitet til de, der tog del i mytteriet. Den indebærer også, at Wagner-leder Jevgenij Prigozjin flytter til Belarus.

Stoltenberg er mandag på besøg i Litauens hovedstad, Vilnius. Det er en del af forberedelserne til et topmøde i byen den 11. og 12. juli.

Nato-chefen siger mandag, at der ikke er nogen indikationer på, at Rusland forbereder sig på at tage atomvåben i brug.

Norske Jens Stoltenberg har været generalsekretær i Nato siden 2014.

Han skal efter planen forlade posten til efteråret. Han er dog af USA’s præsident, Joe Biden, blevet opfordret til at fortsætte i yderligere et år.

I måneder har rygter svirret om, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), kunne blive Natos næste generalsekretær.

Hun har i denne måned dog også udtrykt sin støtte til Stoltenberg.

– Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning, sagde hun ifølge Berlingske på Folkemødet på Bornholm.

/ritzau/

Andre læser også