AVIZ

Australien sender hjælp for en halv milliard kroner til Ukraine

FILE PHOTO: Australia''s Prime Minister Anthony Albanese gives the keynote address for the 20th IISS Shangri-La Dialogue in Singapore
FILE PHOTO: Australia''s Prime Minister Anthony Albanese gives the keynote address for the 20th IISS Shangri-La Dialogue in Singapore (Caroline Chia/Reuters)

Det oplyser Australiens premierminister, Anthony Albanese, i en pressemeddelelse efter at landets regering er blevet enig om en hjælpepakke til Ukraine for at bistå det i krigen mod Rusland.

– Australien er urokkelig i sin beslutning om at fordømme og modsætte sig Ruslands handlinger og at hjælpe Ukraine med at opnå sejr, siger Albanese.

– Vi støtter det internationale forsøg på at sikre, at Putins (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) aggressioner slår fejl, og at Ukraines suverænitet og territoriale integritet bevares.

Pakken fra Australien indeholder i alt 70 militærkøretøjer. De udgøres af 28 pansrede køretøjer, 14 køretøjer til specialoperationer, 28 mellemstore køretøjer og 14 trailere.

Pakken har en samlet værdi af 110 millioner australske dollar. Det svarer til godt en halv milliard danske kroner.

Ti millioner fra pakken går til FN’s afdeling for koordinering af humanitære anliggender, som administrerer Den Ukrainske Humanitærfond. De penge går til at give tag over hovedet til Ukraine, skaffe rent drikkevand og støtte sundhedsvæsnet.

Australien forlænger desuden den ordning, der gør, at varer toldfrit kan eksporteres fra Ukraine til Australien.

– Australien forlænger den toldfrie adgang til varer importeret fra Ukraine med 12 måneder for at støtte dets genopretning og handelsmuligheder, skriver premierministerens kontor i en pressemeddelelse.

Med den nyeste pakke står Australiens samlede hjælp til Ukraine ifølge premierministerens kontor på 790 millioner australske dollar. Det svarer til godt 3,6 milliarder danske kroner.

Af de penge er det lidt mere end tre fjerdedele, som er kommet i form af militær støtte.

/ritzau/

Andre læser også