I hvert fald hvis man skal tro KCNA, som er Nordkoreas statsejede nyhedsbureau.
Anledningen til de store folkemængder var, at det søndag er 73 år siden, at borgerkrigen i det dengang forenede land Korea brød ud. Krigen viste sig uhyre blodig, og da de to parter efter tre år indgik våbenhvile, havde omtrent tre millioner mennesker mistet livet.
Ifølge KCNA deltog omkring 120.000 arbejdere og studerende i demonstrationerne i Pyongyang.
Billeder frigivet af nyhedsbureauet viser et propfyldt stadion, hvor demonstranter fremviser skilte adresseret til landets ærkefjende USA.
– Hele USA’s fastland er inden for vores skudvidde, kan der læses på et af skiltene.
– Det imperialistiske USA er ødelæggeren af fred, står der på et andet.
Ifølge KCNA har Nordkorea nu “det stærkeste våben til at afstraffe USA’s imperialister”.
– Hævngerrige i dette land brænder inde med den kraftigste vilje til at hævne sig på fjenden, skriver KCNA.
Nordkorea har udviklet sig til en atomkraft og har i løbet af de seneste år foretaget et utal af prøveaffyringer med missiler, som kan bære atomsprænghoveder. De har på ny forværret spændingerne mellem Nordkorea, USA og Nordkoreas sydlige nabo, Sydkorea.
Nordkoreas udenrigsministerium anklager i en pressemeddelelse USA for at “gøre en desperat indsats for at tænde op for en atomkrig”.
Sydkorea og USA har et tæt militært samarbejde. USA har en stor militærbase i Sydkoreas hovedstad, Seoul, og de to lande holder regelmæssigt militærøvelser i fællesskab.
Nordkorea og Sydkorea er teknisk set stadig i krig. Våbenhvilen fra 1953 mellem de to lande udviklede sig nemlig aldrig til en reel fredsaftale.
/ritzau/Reuters
Andre læser også