AVIZ

En person er død i ulykke i forlystelsespark i Stockholm

WEB_INRIKES
WEB_INRIKES (10090 Claudio Bresciani/Tt/Ritzau Scanpix)

Det skriver en række svenske medier.

Ni personer er kommet til skade i forbindelse med ulykken. Tre af dem er alvorligt kvæstede, mens tre børn er kommet lettere til skade.

Gröna Lunds informationschef, Annika Troselius, oplyser ifølge nyhedsbureauet TT, at den forreste del af et vognsæt på rutsjebanen Jetline blev “delvist afsporet”.

– Toget (vognsættet, red.) er stoppet midt på banen med den ene vogn skæv, siger hun på et pressemøde.

Rutsjebanen er fra 1988. Den er 800 meter lang og har en topfart på 90 kilometer i timen. Dens højeste punkt er 30 meter over jorden.

I alt sad der 14 personer i vognsættet. Flere af dem faldt ud, mens andre sad fast og skulle hjælpes ned af redningsfolk.

De fire personer, som slap for skader, beskrives som “chokerede,” skriver TT.

Vognsættet sad fast i en højde på mellem seks og otte meter.

Forlystelsesparken blev evakueret kort tid efter ulykken. TT skriver, at beredskabet nåede frem til stedet, fire minutter efter at man modtog anmeldelsen om ulykken.

Evakueringen tog ti minutter, siger redningsleder Johan Szymanski.

Ifølge Sveriges pendant til DR, SVT, har svensk politi indledt en efterforskning i forbindelse med ulykken.

På et pressemøde søndag lyder det, at forlystelsesparken holder lukket i mindst en uge på grund af ulykken.

– Vi bistår nu politiet med efterforskningen og indleder også vores egen efterforskning, siger Gröna Lunds administrerende direktør, Jan Eriksson.

Samtidig siger han, at “vores tanker går til de pårørende og dem, der er blevet ramt.” Det skriver SVT.

Sveriges kulturminister, Parisa Liljestrand, har også reageret på ulykken. Hun kalder det “ufatteligt at høre nyheden om den forfærdelige ulykke.”

– Mine tanker går til de berørte såvel som deres familier og pårørende, siger hun.

/ritzau/

Andre læser også