AVIZ

Putin kalder Ukraine-krig en topprioritet i fire dage gammel tale

RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-WAGNER
RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-WAGNER (Stringer/Ritzau Scanpix)

I en udtalelse forsikrede han, at Ukraine er “en topprioritet” for Rusland, og at landet holder fast i “alle sine planer” for krigen.

Talen var båndet, og den er optaget før den militære Wagner-gruppe i weekenden igangsatte en fremrykning mod den russiske hovedstad, Moskva.

Det skriver det britiske medie The Guardian og det statsfinansierede russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge Tass er optagelsen fra onsdag den 21. juni. Det vil sige fire dage før, at oprøret gik i gang.

I udtalelsen siger Putin, at hans dag begynder og slutter med Ukraine-krigen.

– Vi er sikre på, og vi er – selvfølgelig – i en position, hvor vi kan gennemføre alle planer og opgaver, der ligger foran os, siger han ifølge The Guardian.

– Det gælder også for landets forsvar. Det gælder for den specielle militæroperation. Det gælder for økonomien som helhed og dets individuelle områder.

Wagner-gruppens fremrykning satte gang i en voldsom intern uro i Rusland lørdag, da en konflikt mellem Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, og det russiske forsvarsministerium eskalerede.

Det skete, da Prigozjin fredag aften beskyldte det russiske forsvar for at have bombet Wagner-gruppens positioner i Ukraine, hvor de to kæmper side om side.

Borgere i flere regioner blev efterfølgende opfordret til at blive inden døre, og veje blev spærret.

Wagner-gruppen, der er en privat militær gruppe bestående af lejesoldater, bevægede sig i løbet af lørdag tættere og tættere på Moskva.

De overtog fra morgenstunden flere militære anlæg – blandt andet i regionen Voronezj. Og de nåede frem til omkring 200 kilometer fra Moskva, før en aftale med den russiske regering fik dem til at stoppe og vende om.

I en tale til nationen lørdag morgen dansk tid sagde Vladimir Putin om urolighederne, at “det, vi ser, er en kniv i ryggen”, og at “vi står over for forræderi”.

Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, har talt med Jevgenij Prigozjin og mæglet i den alvorligt optrappede konflikt, skrev Tass lørdag.

Aftalen, der er indgået, vil garantere Wagner-soldaternes sikkerhed. Derudover skal Wagner-lederen i eksil i Belarus.

/ritzau/Reuters

Andre læser også