Det bekræfter Mærsk over for Børsen.
En såkaldt tilbagekøbsklausul er nemlig blevet indføjet i salgskontrakten i forbindelse med salget af to russiske logistikcentre. Salget blev offentliggjort mandag.
– Vi ville overveje at vende tilbage, hvis det var under andre betingelser og forhold end i dag, skriver koncernen i en mail til avisen.
Mærsk meddelte i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, at koncernen ville forlade landet som følge heraf.
Rederiet er ikke den eneste danske koncern, som har haft en tilbagekøbsklausul med i sine salgsovervejelser.
I øjeblikket er Carlsberg i gang med at afhænde sine russiske aktiviteter.
Over for Børsen har Carlsberg-topchef Cees ’t Hart tidligere åbnet for den salgsproces, der pågår i øjeblikket.
Han ville i den forbindelse ikke afvise, at man vil forsøge at få indføjet en lignende tilbagekøbsklausul i forhandlingerne med potentielle købere.
Erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) har hørt om flere danske virksomheder, som har overvejet at gøre brug af samme klausul.
En del af forklaringen skal findes i, at det er svært at sælge sine russiske aktiviteter under fair vilkår lige nu. Det siger Peter Thagesen, underdirektør i DI, til Børsen.
– I mange tilfælde er det virkelig svært at finde en investor, der vil betale en fair pris, siger han.
– Hvis du kigger på at få en pris på 1 rubel for dine aktiver, kan det godt være, at du kan forhandle dig frem til at kunne vende tilbage på et senere tidspunkt.
Han mener ikke, at der er noget odiøst i, at danske virksomheder overvejer at gå den vej.
Ifølge Peter Thagesen har ingen interesse i, at “Rusland ender som et land, hvor intet fungerer”.
/ritzau/
Andre læser også