AVIZ

Christopher Juul-Jensen skal for sjette gang til Touren

Jonas Vingegaard fejres i Tivoli
Jonas Vingegaard fejres i Tivoli (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Fredag oplyser Team Jayco Alula på Twitter, at Juul-Jensen er blandt de otte ryttere, holdet tager med til dette års udgave af verdens største cykelløb.

Det bliver den 33-årige danskers femte optræden i træk i Tour de France.

Christopher Juul-Jensen bliver en del af et hold, der både har ambitioner i spurterne og i bjergene.

Den hollandske sprinter Dylan Groenewegen udgør således sammen med britiske Simon Yates holdets kaptajner.

– Vores to kaptajner, Simon Yates og Dylan Groenewegen, har begge haft stor succes i Tour de France tidligere, siger sportsdirektør Matthew Hayman på holdets hjemmeside.

– Til at støtte dem har vi Chris Harper, der er ny på holdet, og som skal køre sit første Tour de France. Han vil være der for Simon (Yates, red.) i bjergene. Dylans trofaste leadout-folk er Luka Mezgec og hollandske Elmar Reinders.

Christopher Juul-Jensen er ifølge Hayman en del af en trio af ryttere, der kommer til at få roller som alsidige hjælperyttere, der skal gøre dagene nemmere for både Groenewegen og Yates.

– Det er den slags fyre, man har brug for i et treugersløb. De er meget brugbare på alle fronter, siger sportsdirektøren.

Tour de France starter næste lørdag i Bilbao i Spanien.

/ritzau/

Andre læser også