AVIZ

Undersøgelse om Risgaard er først klar efter sommerferien

Denmark union president
Denmark union president (Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Det oplyser FH i en pressemeddelelse.

Oprindeligt blev det meldt ud, at Kromann Reumert skulle afslutte sin undersøgelse 15. juni.

Men advokatfirmaet har oplyst, at det ikke kan nå at blive klar til afrapportering inden sommerferien. Det skyldes, at undersøgelsen fortsat er i gang, fremgår det af meddelelsen.

Det kostede i april Lizette Risgaard formandsposten i FH, at der blev rejst anklager mod hende om upassende og grænseoverskridende adfærd.

Otte mænd berettede til Berlingske og Ekstra Bladet om upassende adfærd fra formanden. Efterfølgende kom flere med anklager mod hende.

En mand oplevede ved Lønmodtagernes Topmøde i 2021, at han blev “klappet i røven” tre gange, da de to krammede.

En anden mand fortalte om en episode i forbindelse med folketingsvalget i 2019. Under en sang rykkede Lizette Risgaard ifølge manden sin hånd længere og længere ned ad hans ryg, indtil hånden endte på mandens numse.

Lizette Risgaard undskyldte, hvis nogen havde følt sig krænket af hende.

Hun forsøgte i første omgang at blive siddende som formand, men gradvist stod det klart, at for mange fagforbund krævede hendes afgang, og til sidst stoppede hun som formand.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra FH, som på nuværende tidspunkt ikke ønsker at kommentere oplysningerne om udsættelsen.

Undersøgelsen skal være afslutningen på en række interviews med blandt andre mange forbundsformænd.

Et særligt interessefelt er også, om andre i toppen af fagbevægelsen har kendt til Lizette Risgaards angiveligt krænkende adfærd.

FH har indkaldt til ekstraordinær kongres 7. september, hvor en ny formand skal vælges. Endnu har ingen meldt sig som kandidat.

Foreløbig vikarierer FH-næstformand Morten Skov Christiansen på formandsposten.

/ritzau/

Andre læser også