Det skriver BBC, der er Storbritanniens store public service-udbyder.
Det fremgår af historien, at hundredvis af kunder fra blandt andet USA og Storbritannien har betalt folk i Indonesien og andre asiatiske lande for at filme, at de mishandler og i nogle tilfælde dræber små makakaber.
BBC omtaler det som en “sadistisk global ring for tortur mod aber”.
Politiet er på jagt efter de personer, der køber sig til optagelserne, og har også allerede foretaget flere anholdelser.
Det globale netværk begyndte ifølge BBC på YouTube, men er siden rykket over i private grupper på den krypterede kommunikationstjeneste Telegram.
Journalister fra BBC har under dække været en del af en af netværkets største Telegram-grupper. Her samles hundredvis af mennesker og kommer med forskellige forslag til, hvordan aberne kan blive mishandlet.
Mindst 20 personer bliver efterforsket globalt.
Blandt dem er tre kvinder, der bor i Storbritannien og blev anholdt sidste år. De er blevet løsladt, mens de fortsat efterforskes.
En af de øvrige er amerikaneren Mike McCartney. Han omtales som “The Torture King”, og han har ladet sig interviewe af BBC.
Her beskriver han, hvordan der i de private grupper på Telegram bliver lavet afstemninger om, hvordan aberne skal tortureres.
/ritzau/
Andre læser også