Det siger han på et kort pressemøde mandag aften efter en orientering til Folketingets partiledere. Her har de fået at vide, at de slettede sms’er i Minksagen ikke teknisk kan genskabes.
Troels Lund Poulsen har gjort sit, mener han selv.
– Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at undersøge, om der er mulighed for, at Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed kan genskabe dem. Der er svaret nej. Så har jeg set, at der er kommet diskussion om, hvorvidt jeg skal kontakte Apple. Jeg ved ikke, hvordan og hvorledes man kontakter Apple.
– Jeg er af den opfattelse, at jeg har gjort mit, siger han.
Efter orientering i Forsvarsministeriet mandag aften pegede blandt andre Danmarksdemokraternes Peter Skaarup og Liberal Alliances Alex Vanopslagh på Apple som en mulighed.
Men ad flere omgange afviser Troels Lund Poulsen på pressemødet, at kontakt til Apple er hans ansvar.
– Jeg har ikke noget at skjule. Jeg kan bare sige, at jeg tror, det er mest rigtige, når man får et spørgsmål om Apple, som slet ikke vedrører mig, så er det, at jeg giver et rigtigt svar. Og jeg ved ikke engang, om det er mig, der skal svare.
– Jeg tror ikke, jeg kan sige mere til det her spørgsmål. Jeg har ikke ministeransvar for Apple, det er en virksomhed, der ligger i USA. Jeg har ansvar for det danske forsvarsministerium.
På pressemødet blev der også henvist til nogle af de Facebook-opslag, som Troels Lund Poulsen selv har skrevet, da han var i opposition til den socialdemokratiske regering.
For før folketingsvalget sidste år, som førte til, at Venstre nu sidder i regering med Socialdemokratiet, ville Venstre have vendt enhver sten i sagen.
På spørgsmålet om, hvordan han har det med, at sms’erne ikke kan genskabes:
– Det er jeg ked af. I ved alle, hvad jeg selv sagde, da jeg var i opposition, og det står jeg ved. Jeg står ved, at jeg vil have genskabt de sms’er.
Sagen om de slettede sms’er fra Minksagen er blusset op igen, efter at B.T. i sidste uge afslørede, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) aldrig blev bedt undersøge, om de – eller Center for Cybersikkerhed – kunne finde de slettede sms’er fra blandt andre statsministerens i data fra tjenestens overvågning af det statslige wi-fi-netværk.
FE havde ellers selv nævnt muligheden, men da der ikke var lovhjemmel, blev forsøget aldrig gjort.
/ritzau/
Andre læser også