AVIZ

51 soldater dræbt af jihadister ved angreb i Burkina Faso

FILES-BURKINA-MALI-FRANCE-ARMY-CONFLICT
FILES-BURKINA-MALI-FRANCE-ARMY-CONFLICT (Michele Cattani/Ritzau Scanpix)

Det oplyser hæren mandag.

Angrebet skete fredag.

Det er et af de højeste dødstal ved et enkelt angreb i landet, som hærges af et større antal jihadistgrupper.

Soldaterne faldt i baghold i Oudalan-provinsen i Burkina Fasos Sahel-region, som ligger op til Mali.

Det foreløbige dødstal blev tidligere opdateret fra otte til 43 og så igen til 51, oplyser hæren.

Den giver ikke nogen bestemt gruppe skylden for bagholdet. Hæren siger, at omkring 160 “terrorister” blev dræbt ved et gengældelsesangreb fra luften.

Jihadisterne indledte deres kamp i Burkina Faso og andre lande i regionen efter et oprør i Mali. Det skete efter en Tuareg-opstand i 2012.

Volden fra denne opstand spredte sig mere og mere i nabolandene trods flere internationale interventioner og indsættelse af fredsbevarende FN-soldater.

Det seneste baghold er sket, to dage før Frankrig officielt markerer afslutningen på dets militære operationer i Burkina Faso.

Over 400 franske specialsoldater blev i 2015 sendt til landet for at hjælpe med at nedkæmpe de mange netværk af ekstremistiske islamister.

Mere end en tredjedel af landet menes at være uden for regeringens kontrol. Frustrationer internt i hæren og den manglende sikkerhed udløste sidste år ikke mindre end to militærkup.

Skiftende juntaer har brændt broerne til traditionelle vestlige allierede.

Frankrigs relationer til Burkina Faso er også blevet stærkt forringet i det seneste år. Styret i hovedstaden Ouagadougou har givet den tidligere kolonimagt besked på at trække dets soldater ud.

Der bor omkring 21 millioner mennesker i Burkina Faso.

/ritzau/AFP

.

Andre læser også