AVIZ

H.K.H. Kronprinsen fik orientering hos Røde Kors om den aktuelle situation i Tyrkiet og Syrien efter jordskælvet

Mandag besøgte Kronprinsen Røde Kors på hovedkontoret i København. Her fortalte generalsekretær Anders Ladekarl netop hjemvendt fra Tyrkiet om nødhjælpsindsatsen og om den overvældende opbakning fra danskerne. Bagerst ses kommunikationschef i Røde Kors, Klaus Nørskov. Foto: Jakob Dall/Røde Kors
Mandag besøgte Kronprinsen Røde Kors på hovedkontoret i København. Her fortalte generalsekretær Anders Ladekarl netop hjemvendt fra Tyrkiet om nødhjælpsindsatsen og om den overvældende opbakning fra danskerne. Bagerst ses kommunikationschef i Røde Kors, Klaus Nørskov. Foto: Jakob Dall/Røde Kors

Pressemeddelelse

20.2.2023 18:04:00 CET | Røde Kors

Fjorten dage efter, at to store jordskælv ramte først det sydlige Tyrkiet og derefter det nordlige Syrien, var Kronprinsen til en briefing om situationen på Røde Kors i Danmarks (RKiD) hovedkontor i København. Kronprinsen er protektor for Røde Kors i Danmark, som yder stor hjælp til de jordskælvsramte områder, bl.a. igennem tæt samarbejde med Tyrkisk Røde Halvmåne og Syrisk Røde Halvmåne.

Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, er netop hjemvendt fra Gaziantep i Tyrkiet, som er et af de hårdest ramte områder. Han kunne berette om meget voldsomme scener.

”Hele byer er styrtet sammen, og i alt er tre millioner mennesker blevet hjemløse efter jordskælvene i Tyrkiet og Syrien. Mange bor i telte, nogle bor i deres biler, nogle bor på gaden i frostgrader. Ens for dem alle er, at der kan gå måneder, inden de får fast tag over hovedet. De har mistet alt. Og rigtig mange af dem har mistet deres dyrebareste, nemlig familiemedlemmer. Det er en tragedie af enorme dimensioner”, fortalte Anders Ladekarl.

På mødet deltog også katastrofechef for Røde Kors i Danmark, Bjarke Skaanning, online fra Gaziantep. Han har deltaget i nødhjælpsarbejdet igennem det Internationale Røde Kors Forbund (IFRC) i Tyrkiet de seneste 10 dage og kunne berette om den konkrete indsats, der pågår mange måneder endnu. Bl.a. sørger Tyrkisk Røde Halvmåne for telte til midlertidigt husly, for uddeling af tæpper, vand og 3,5 mio. måltider om dagen og for støtte og adspredelse til nogle af de mange tusind nu hjemløse børn i området.

Kronprinsen lyttede opmærksomt og kvitterede for den store indsats, som Røde Kors yder i de katastroferamte områder.

På mødet deltog også Fundraising- og Marketingchef, Morten Jørgensen, som kunne fortælle, at danskerne udviser meget stor opbakning til hjælpearbejdet i de jordskælvsramte områder og på nuværende tidspunkt har doneret 86,3 mio. kr. til Røde Kors’ indsats.

”Det er en overvældende støtte fra danskerne, og den gør det muligt for os at hjælpe rigtigt mange mennesker. Desværre er behovene også enorme”, sagde Anders Ladekarl.

På mødet mellem Kronprinsen og Røde Kors deltog ligeledes vicepræsident for Røde Kors i Danmark, Anne Lerche Nordlund. Landechef i Syrien for Røde Kors i Danmark, Ravia Harribans, var med online for en situationsrapport fra Syrien.

Andre læser også