AVIZ

Dødstallet efter ukrainsk dæmningskollaps nærmer sig 50

(Evgeniy Maloletka/Ritzau Scanpix)
(Evgeniy Maloletka/Ritzau Scanpix)

På den ukrainske side af Dnepr-floden er 16 mennesker bekræftet døde, mens 31 savnes.

Det oplyser det ukrainske indenrigsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– 16 mennesker er døde: 14 i Kherson-regionen og to i Mykolajiv-regionen. 31 mennesker savnes fortsat, udtaler ministeriet.

Tidligere lørdag kom det frem, at 29 mennesker er bekræftet døde i de russisk-kontrollerede områder omkring floden.

– Desværre er antallet af døde steget til 29, sagde Andrej Alesejenko, som er leder af de russisk-indsatte myndigheder i Kherson, ifølge AFP.

Det hidtidige dødstal i disse områder lød på 17.

Det var tirsdag den 6. juni, at den store Kakhovka-dæmning blev udsat for en sprængning, så den kollapsede.

Enorme mængder vand begyndte at fosse ud i landområderne langs Dnepr-floden i det sydlige Ukraine og udløste en storstilet humanitær og miljømæssig katastrofe.

Nova Kakhovka-dæmningen består af et 30 meter højt og 3,2 kilometer langt murværk, der afskærmer et 18 kubikkilometer stort bassin.

Det er foreløbig uvist, hvem der står bag sprængningen. Ukraine og Rusland beskylder hinanden for at have ødelagt dæmningen.

Fredag lød vurderingen fra et hold af juridiske eksperter, at det er “højst sandsynligt”, at kollapset af dæmningen blev forårsaget af sprængstoffer plantet af russere.

Vurderingen kom fra internationale eksperter, som selv har besøgt området, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Byen Nova Kakhovka, der ligger i Kherson-regionen, blev besat af russiske styrker i februar 2022 i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

Siden har både byen og dæmningen været kontrolleret af russisk militær.

/ritzau/

Andre læser også