AVIZ

Pave Frans er udskrevet fra hospital i Rom efter operation

Pope Francis discharged from Gemelli hospital in Rome
Pope Francis discharged from Gemelli hospital in Rome (Remo Casilli/Reuters)

Han forlod hospitalet i en kørestol og passerede på vej ud til en ventende bil en mindre folkemængde og journalister, som havde taget opstilling uden for sygehuset.

Efter indlæggelsen for ni dage siden blev pave Frans opereret for mavebrok i omkring tre timer. Operationen foregik uden komplikationer.

– Lægeholdet, der følger pave Frans, har bekræftet den hellige faders udskrivning, skrev Vatikanet i en meddelelse torsdag.

Torsdag takkede paven lægerne og sygeplejerskerne, som har taget sig af ham, mens han har været indlagt, skriver AFP.

Derudover besøgte han hospitalets børneafdelinger for kræft og hjernekirurgi.

Paven har flere gange været på hospitalet de seneste måneder.

I slutningen af marts var han indlagt i tre dage på grund af bronkitis.

Det seneste år er han kommet omkring i en kørestol, da han har problemer med det ene knæ.

Det er noget, som han ifølge eget udsagn ikke kan opereres for.

Pave Frans blev opereret for tarmbetændelse i juli 2021.

Tidligere i år vendte betændelsestilstanden tilbage. Det har paven fortalt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Trods de mange sygdomsforløb har han ofte et travlt program.

Pave Frans kommer fra Argentina. Han har været leder for den katolske kirke siden 2013.

Der er tradition for, at den katolske kirkes overhoved bliver på sin post indtil sin død.

Men pave Frans’ forgænger, pave Benedikt, trådte tilbage i 2013 som 85-årig. Han døde 31. december sidste år.

/ritzau/Reuters

Andre læser også