AVIZ

Togkaos fortsætter: Kamp om pladserne i fjern- og regionaltog

DSB tog på Aalborg Banegård
DSB tog på Aalborg Banegård (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Og en lignende situation ventes særligt i myldretiden onsdag, fortæller Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

– Situationen bliver værre og værre, som tiden går. Vi har færre og færre togsæt til rådighed, siger han.

Onsdag vil det som udgangspunkt være strækningerne mellem København og Holbæk samt København og Nykøbing F., der rammes af aflysninger.

DSB har udvalgt de to strækninger på forhånd, så passagererne her har mulighed for at forberede sig på aflyste afgange.

I resten af landet kører DSB som udgangspunkt med kortere togsæt, og systemet med pladsbilletter er suspenderet.

– Der vil fortsat være udfordringer med at gøre togene lange nok, siger Tony Bispeskov.

Arbejdsnedlæggelsen betyder, at tog, der skal efterses eller repareres, ikke kan køre videre og må parkeres.

Onsdag morgen vil cirka halvdelen af alle IC3-tog af samme grund være taget ud af drift. IC3-togene kører på de længere strækninger mellem landsdelene og er ifølge Tony Bispeskov særligt sårbare.

Blandt andet skal IC3-togene oftere end andre togtyper have udskiftet eller tjekket deres bremser.

Det er foreløbig uvist, hvor længe arbejdsnedlæggelsen vil vare.

– Vi ved jo ikke, om håndværkerne møder på arbejde enten senere i dag eller i morgen tidlig. Men selv hvis de gjorde, ville der være et stort efterslæb, siger DSB’s informationschef.

Det er håndværkere på DSB’s værksteder i Aarhus og København, der har nedlagt arbejdet.

Mens der er store problemer i fjern- og regionaldriften, er S-togene i mindre grad berørt i hovedstadsområdet.

– Men også her vil der, som tiden går, være flere og flere tog, der har brug for at blive repareret, siger Tony Bispeskov.

DSB har ikke planer om konsekvent at indsætte togbusser som erstatning for de togsæt, der holder stille.

Det skyldes blandt andet, at busserne “for de fleste ikke er et attraktivt alternativ”, da der er meget begrænset plads i busserne sammenlignet med i togene. Og så bliver rejsetiden væsentligt længere med bus.

– Vi vil dog se, om vi kan flytte kunder, som rejser i større grupper, over i togbusser, siger Tony Bispeskov.

DSB opfordrer passagerer til at holde sig opdateret om aflysninger og ændringer i togdriften på Rejseplanen.

/ritzau/

Andre læser også